I Ørkedalen og Guldalen i Throndhjems Stift
have ogsaa Bygdens Kunstnere ligesom med Forkjærlighed
taget sig af den gamle Skabform og udviklet og forskjønnet
den paa sin Maade; det er ganske paafaldende, hvor alle
Skabene her ligne hinanden indbyrdes, medens dog denne
fælles Form er bleven en god Del afvigende fra den gudbrandsdalske.
Ja, Udviklingen er nu gaaet saa vidt paa
begge Sider, at om man tog to af de nyeste og stillede
ved Siden af hverandre, et fra hver Side af Dovre, saa
vilde man kanske ikke se Slægtskabet. Men nogle gamle
Exemplarer, som jeg fandt hist og her i Throndhjems Stift,
og som jeg betragtede som Bedsteforældrene til den nuværende
temmelig nye Slægt af Skabe, lod mig se, hvorledes
Uligheden er fremkommet i Tidens Løb og lidt efter lidt.
Præsten Strøm, som i Aaret 1762 udgav sin Beskrivelse over Søndmør, siger,[1] at i Bøndernes Stuer der „sees altid et Par Træskabe fæstede til Væggen, nemlig et lidet Skab med Laas for ved Høisædet og et andet større hen ved Døren, hvor Melk og anden Mad forvares; men – føier han til – da Væggene derved tage Fugtighed og Raaddenhed til sig, saa bruges nu paa adskillige Steder ikkun nogle Hylder, hvor Melkebunkene hensættes.“ Naar jeg til denne korte Beskrivelse føier Erindringen om de Skabe, jeg selv har seet hist og her paa Vestlandet, saa tvivler jeg ikke paa, at disse søndmørske Skabe have hørt til den samme Grundform som de gudbrandsdalske. Skikken har altsaa været meget udbredt. Ja, naar der netop paa Vestlandet er Bygder, hvor man finder kun faa eller ingen Stuer med Fremskab (Høisædes-Skabet mangler sjeldnere), saa kan det ofte være saa, at man af samme Grund som i Søndmør har afskaffet det, i
- ↑ 1ste Del, Side 560.
