dens, og midt paa den anden var den fornemste Gjæstes Høisæde, og man vil let skjønne, at netop disse Pladse vare de behageligste i Stuen, med de saakaldte Lang-Ilde ret foran og udbredte til begge Sider; thi som i vore Dage i Tømmerhuggernes saakaldte Markeboder, der ogsaa have Are og Ljore, var den huslige Hygge og Glæde i disse Boliger fortrinsvis knyttet til Ilden. Og til begge Sider af Høisæderne vare Pladserne for de øvrige Husfolk og Gjæster, de fornemste først og saa de ringere, saa mange, som Lang-Bænkene kunde rumme.
Ja, naar Lang-Ildene blussede i Julelaget og Mjødhornet gik rundt og man drak hinanden til tvers over Ilden og Munterhed lød fra Inderst til Yderst paa Bænkene, saa har det kunnet være hyggeligt i den sodede Arestue ogsaa.
Men det vilde gjøre Forstyrrelse i denne Hygge, dersom der stod en Dør bag den ene Lang-Bænk og den gik op og i og slap den kolde Træk lige i Ryggen paa de Bænkede. – Ialfald er jeg kommen paa den Formodning, at det beskrevne Hus vidner om en Tid, da det over det hele Land, ogsaa her paa Østlandet, var saa, som Professor Keyser fremstiller det, at nemlig Døren til selve Stuen stod paa Gavlvæggen (Fig. 41), men at der saa kom en Tid, da det her paa Østlandet, men ikke ellers i Landet, blev brugeligt at sætte Døren paa Langvæggen (Fig. 40) – en ny Mode, som kanske fulgte sammen med Peisen, der jo kom istedetfor Aren. Kanske det ogsaa var da, at Høisædet fik sin nuværende Plads i Hjørnet, og kanske Skikken med Fremskab og Roskab paa begge Sider af Høisædet fulgte med ved samme Leilighed.
Jeg veed om en Arestue til her i Christiania Stift, nu dog forsvunden i Virkeligheden, men paa en Maade be-
Arens Stenlægning maa tænkes langagtig, saa Ildene, som brændte paa den, virkelig kunde være saadanne Lang-Ilde (lángeldar, en Række af Ilde), som de Gamle kaldte dem.
