varet i en Beskrivelse af 1743.[1] Den stod paa Gaarden Devegge i Næs Præstegjeld i Hallingdalen. Det var en Stuebygning; den havde været bygget med Flid; Tømmeret var saa mægtigt, at to Stokke udgjorde Dørens Høide, og dog, heder det, kunde en maadelig Karl gaa ind uden at bukke sig; Tømmeret var listhøvlet i Lafterne, og der var lagt fint blaat Klæde mellem hver Stok; Dørstolperne var udskaarne i et Løvværk, Svalstolperne ligesaa; der var nemlig Svalgang paa to Sider. Men der var ikke eller havde oprindelig ikke været Vinduer, saa Stuen ikke fik anden Lysning end gjennem Røgaabningen paa Taget; „thi det er at mærke, at den ældgamle norske Bygning paa Huse, fornemmelig paa Landet, var uden Loft, og Ildstedet midt i Stuen, uden nogen opført Skorsten, hvilket dog for 100 Aar siden efter den daværende Bygningsmaade er forandret, og har man nu baade Vinduer og Skorsteen.“
Altsaa 100 Aar før Forfatterens Tid eller ved Aaret 1650 skulde Folk i Hallingdalen endnu bo i Arestuer. Men i den afsides Fjeldbygd har Skikken vistnok holdt sig en god Del længere end i de ydre Bygder.
„I samme Stue findes et Bord – saa berettes videre – 6 Alen langt, af een Planke og 112 Alen bredt; paa den ene Side er i Bordet slaget Søm ved Søm med store runde og flade Hoveder. Et Stykke fra begge Ender paa Bordet paa den anden Side (paa Undersiden) er det beslaget med tvende Tverjern, hvorudi er Ringe. – – Endnu benytter man sig af samme Ringe til at hænge Bordet paa Væggen, og de konserveres af Eieren som en Antikvitet.“ (Eieren boede nemlig ikke i det gamle Hus, men i et nyt).
Denne Fortælling om Bordet morede det mig at læse; thi nu synes jeg at forstaa, hvad der saa tidt tales om i
- ↑ Wiels Beskrivelse over Ringerike etc.; i. Topogr. Journ., XXXI, 172.
