de gamle Sagaer, at der blev sat Borde frem, naar der skulde spises i Gjæstebud, Borde, som da igjen toges bort efter Maaltid, istedetfor at der jo i Nutidens Bondestuer spises ved store faste Borde. Da man i gamle Dage sad paa Langbænkene, og Ildstedet var midt paa Gulvet og dermed tog megen Plads op, var der ikke vel Rum til et fast Bord foran nogen af Langbænkene, endnu mindre til at sidde ved begge Sider af det; man sad da kun ved Indsiden af Bordene, med Ansigtet vendt mod Ilden paa Aren, og mellem denne og Bordet blev Rummet holdt aabent, at Madsvende og Andre kunde gaa til og fra. Saaledes kommer man til at forestille sig det ved at læse f. Ex. Snorres ypperlige Fortælling om, hvorledes Asbjørn Selsbane kom løbende ind og hug til Thore Sel, just som denne stod ærbødig foran Høisædes-Bordet for at være til Tjeneste, medens Kong Olaf (den Hellige) sad og spiste.[1] Et Ringe-Bord som det, vi nu have læst om, var jo nemt at tage frem, og efter endt Maaltid blev det lige saa let hængt op paa Væggen igjen. Og i saa Fald skulde den Skik med store, tunge, faststaaende Lang-Borde,[2] som nu er eller ialfald for ikke lange Tider siden har været saa almindelig i Landet, ikke just være fra Oldtiden – hvis det ikke er saa at forstaa, at den Maade med at bære Bordene bort efter Maaltidet kun brugtes i de egentlige Gjæstebuds-Haller, hvor det gjaldt om at faa Rummet ryddigt, ikke derimod i almindelige Dagligstuer og simple Bondestuer. Skikken i den første af disse to gamle Arestuer, i Eidsberg, synes ialfald at have været mere lig den, vi kjende fra Nutiden.
Endnu veed jeg om en tredie Arestue her i Christiania
