der til – paa sine Steder oppe i Landet, hvor endnu den gamle Skik vedvarer.“[1]
Selv synes jeg at mindes, at jeg har seet et Ildhus med saadan Indretning paa Gaarden Bjørnstad i Vaage i Gudbrandsdalen, men ellers intetsteds i Christiania Stift.
Ældre Bønder i Gudbrandsdalen og Østerdalen have fortalt mig, at i deres første Minde saaes ofte Indretningen med Are og Ljore i Sæterhusene; og vel er Peis nu almindelig indført ogsaa her, men dog svæver det mig for, at der skal være enkelte Sæterhuse igjen af den gamle Skik paa Fjeldstrækningen mellem de nævnte Dalfører.
Længst ville vel Tømmerhuggere og Tømmerkjørere i Østerdalens Skove vedligeholde Mindet om Arestuerne; ikke alene at de Markeboder, hvor de have sin tarvelige Bolig for nogle Uger af Vinteren, ere indrettede paa den gamle Maade, men i deres Tale heder Ildhuset endnu Are (Aare) og Røgaabningen i Taget Ljore – altsaa baade Tingen og Navnet fortsat fra de allerældste Tider, da Rydningsmænd af norsk Æt banede sig Vei til vore Bygder.
Østgaard fortæller om Livet omkring denne Markebodens Are. Det Sidste om Aftenen er at finde nogle dygtige Vedkubber og lægge paa Ilden til Natten, og det Første om Morgenen er at faa Ilden op igjen og skyndsomst koge op til lidt „Varmt i Livet.“ Ved en saadan Morgenscene sees en Gjæst at være tilstede, Fugle-Skytten, som kom om Aftenen; nu har han „ogsaa reist sig fra sit haarde Leie og sidder med den Side mod Ilden, som har havt for lidet af Varmen, mens han laa.“[2]
