Der er saaledes endnu Spor af og Mindelse om Landets
ældste Bygningsskik ogsaa her i Christiania Stift.
Men flere Spor har jeg (bortseet fra de gamle Saga-Skrifter)
ikke fundet, og jeg skal udtrykkelig anføre, at saa
ofte jeg end har spurgt Bønder i Gudbrandsdalen og Østerdalen
og Hedemarken om Beboelses-Huse af det Slag nede
i selve Bygderne, saa har ikke en eneste vidst at anføre mig
saa meget som et Sagn derom; selve Tanken om, at det
Slags Huse har været brugt som Stuehuse, synes ganske
fremmed for Almuen der. Men derfor er det, som sagt,
helt overraskende, at der endnu ved Slutningen af forrige
Aarhundrede stod et saadant Hus som det beskrevne i Eidsberg.[1]
Hvad Tid det var, at Arestuens Skik blev afskaffet her paa Østlandet, det er det samme dunkle Spørgsmaal som, hvad Tid Peisen eller Skorstenen blev indført (se Side 35). Det rimelige synes dog at være, at den nye Skik først blev indført i de ydre Bygder, hvor Velstanden og hvor Samfærdselen med andre Lande var større, og at den derfor lidt efter lidt udbredte sig op til Fjeldbygderne. Om dette for Landets Kultur-Historie ganske vigtige Spørgsmaal kommer jeg til at tale mere siden; her ønsker jeg imidlertid at faa sagt, at den rigtignok meget svage Formodning, som jeg Side 41 yttrede angaaende „Olafs-Stuen“ paa Lom, at den kanske kunde have været til paa St. Olafs Tid, kan jeg endnu mindre holde paa nu, efter de i denne § fremsatte Oplysninger, som jeg først har stødt paa, efter at hint var skrevet og trykt; den lille Ting, at Indgangsdøren paa Olafs-Stuen staar som i Fig. 40, tyder snarest paa, at det altid har været en Peis-Stue; men at Skikken med Peis skulde være indført saa tidlig i det afsides-
- ↑ Nogen Efterretning om, at Huset er tilintetgjort har jeg ikke. Skulde det muligens være til endnu, saa vilde jeg naturligvis meget ønske en Meddelelse derom.
