Side:Folkevennen 1861.djvu/253

Denne siden er ikke korrekturlest
249

liggende Lom, synes efter Exemplerne fra Hallingdalen og Numedalen ingenlunde rimeligt.


§ 22. Stuens Væxt.

Paa Gaarden Skammelsrud i Rakkestad, Smaalenene, staar – eller stod for et Par Aar siden, da min Hjemmelsmand saa den – en Sperrestue af stor Ælde, men dog beboet og i fuld Stand. Grund-Planen svarer til Fig. 40, og i Stuen er Peis og Skabe og faste Bænke ganske efter den gamle Skik – altsaa en rigtig akershusisk Stue.

Fra Stuegulvet ser man helt op til Mønsaasen. Og saaledes (ligegyldigt, enten med Sperretag eller med Aastag, hvorom kan eftersees Side 222) maa vi tænke os Stuerne i Fortiden, med faa Værelser altsaa, men rimeligvis med et Sæt af Bibygninger i Nærheden, Ildhus, Sengebod o. s. v. (§ 11).

Men en Sperrestue som den paa Skammelsrud er nu en stor Sjeldenhed – undtagen, som før erindret, i Østerdalen.

Ved 1779, da Wilse udgav sin ovennævnte Beskrivelse over Spydeberg, var der i denne Bygd kun et Snes Sperrestuer tilbage. Og ved Aaret 1790 omtaler han en Stue af samme Slag paa Raanaas i Eidsberg; han siger, at som den var mærkværdig formedelst sin Sjeldenhed, var den tillige formedelst det høie Rum under Taget luftig og anseelig, ja høitidelig.[1]

Det blev forbi med Sperre-Stuerne (og i det Hele med Røst-Stuerne), da det blev almindeligt at bygge Loft-Stuer, med helt øvre Stokværk.

„I Oplandene (saa skriver ved Aaret 1750 den bekjendte Dr. Erik Pontoppidan, da Biskop i Bergen, i

  1. Topogr. Journ. II, 78.