udmærke sig ved sin Størrelse (bestandig to Stokværk), mindre ved Smag og Tækkelighed. Undertiden kan man finde Dandse-Sale, et Begreb, som er fremmed for den ældre Bygnings-Skik. Men nogle af disse Huse ere aabenbar tømrede for store, saa de staa som ufærdige, uhyggelige Skrumler den Dag idag.
Saa blev den sidste Vending i Tingene den, at man – i den sidste Menneske-Alder, med et rundt Tal for 20–30 Aar siden – fandt det hensigtsmæssigere og hyggeligere at bygge Husene lavere, men bredere, kun et Stokværk, men med to Værelser i Bredden („enkelt Høide,“ men „dobbelt Bredde“). Siden Huset blev saa bredt, saa blev der et stort Øverste-Loft, og der gik det fremdeles an at indrette Værelser i en Kvist eller i Brystet paa Huset. – I gamle Dage, da man ikke vidste af andet end Torv-Tag, skulde det vanskeligt gaaet an at bygge Tag over saa brede Huse; Teglværkernes Oprettelse i de senere Aar er altsaa en af de endeløst mange Ting, som have været sammen om at ændre Bygnings-Skikken.
For at faa mere Nytte af det store Loftrum har man i den allersidste Tid igjen begyndt at forhøie Huset med et Par Omhvarv eller Stokkelag, saa man kan kalde det et Hus paa halvandet Stokværk.
Det vil forstaaes, at ved denne Overgang fra 2 til 1 eller 112 Stokværk maatte den svage Lignelse af den oprindelige Stueform, som endnu var tilbage, ganske forsvinde. Det er da ogsaa kommet dertil i mange Bygder, f. Ex. i Smaalenene, at det, jeg har kaldt den akershusiske Form, og som engang var herskende ogsaa der, for længe siden er veget bort fra Folkets Begreb.
Paa Gaarden Hof i Aker stod indtil for 6 eller 8 Aar siden en Stuebygning, som, efter hvad den sidste Eier har fortalt mig om den, utvivlsomt har henhørt til den akershusiske Form, maaske efter Fig. 43. Nu staar der et
