sig ind i den Fortidens Smag og Vane, som frembragte hin besynderlige Lighed. Det er, som om Menneskenes Indre skulde være blevet anderledes indrettet nu end før.
Dog, nøiere beseet har det sig vel saa, at Skikken hersker endnu, kun paa en anden Maade.
I Anordningen og Indretningen af de enkelte Dele, som høre til et Hus, er det ligesom blevet frit for Enhver at følge sit Skjøn og Forgodtbefindende, og hermed er Muligheden aabnet for en lang Række af Forsøg og Forbedringer; men i det Hele og Store kan det dog mærkes, at der endnu hersker en vis almen Tænkemaade og Smag, som saa at sige bestemmer Retningen, hvori hine Forsøg og Forandringer skulle gaa.
Nu for Tiden er det f. Ex. her i de ydre Bygder af Christiania Stift blevet som en almindelig Fordring til et velbygget Hus, at det skal have særskilt Spiskammer og Pigekammer: ellers kan jo ikke Husmoderen holde det ryddigt og pent, og ellers kan der jo ikke overholdes Sømmmelighed og Orden mellem Tjenerne paa Gaarden. Men hvorledes den samme Fordring skal opfyldes, eller hvor Pladsen for de nævnte Værelser skal være, paa denne eller hin Side af Kjøkkenet o. s. v., det er overladt til hver Bygherres Opfindsomhed at afgjøre.
Ja, et Aarhundrede igjennem har det været Tilbøieligheden og Retningen i disse Bygder, at Husbondsfolket paa de store Gaarde mere og mere har skilt sig fra Tjenerne og Arbeidsfolket, og dette Forhold er kommet tilsyne i Husene, som mere og mere ere indrettede paa en vis dobbelt Maade, med Bekvemmeligheder for „dem derinde“ og for „dem derude.“ Med Hensyn hertil kan man tænke sig Et af To i Fremtiden: enten vil hin Tilbøielighed fortsætte sig saa, at Husbonden indretter sit Hus og sin Husholdning kun for sin egen Familie og sine personlige Tjenere, og ordner Tingen saa for de Folk, som han behøver til Gaardens
