Drift, at de have egne Boliger i Nærheden og selv besørge sin Husholdning og sit Madstel, – eller Nødvendighed og høiere Hensyn skal maaske bevirke en vis Tilbagevenden til det oprindelige Samliv mellem Husbonds- og Arbeids-Folket, dersom det nemlig skulde vise sig farligt for Arbeids-Klassens Sædelighed, at den blev holdt saa fjernt fra den høiere Klasse, eller dersom det mere og mere skulde blive saa, som det nu tegner til, at unge Folk af den fattige Klasse paa Landet nære Ulyst mod at træde ind i en Gaards-Arbeiders underordnede Stilling, men foretrække at flytte til Byen.
I gamle Dage var der ikke Tanke om Spiskammer eller Pigekammer i Bøndernes Huse; nu er som sagt Begrebet om deres Nødvendighed opkommet. Men ligesaa skal det muligens ske i Fremtiden (og jeg skulde ønske det), at istedetfor at nu spiser gjerne Husbondsfolket i Dagligstuen, og Arbeidsfolket i Kjøkkenet, saa vil man betragte det som noget, der hører til paa en brav Bondegaard, at der er en særskilt Spisestue – indrettet med den Tanke, at som Arbeidet og Levebrødet er fælles, saa skal ogsaa af det daglige Livs Hygge og Høitid idetmindste Maaltidet være fælles for alt Gaardens Folk, for begge Klasser.
Dette angaaende Skikkens fortsatte Indflydelse paa Husets Indretning. Og at Skikken – eller Moden eller Stilen – endnu er en herskende Magt, det vil vel tydeligere vise sig paa Husets Forsiring. Saaledes kan jeg, som sagt, tænke mig, at den saakaldte Sveitser-Stil vil komme til at gaa som en Mode gjennem Bygderne, til Anerkjendelse af Architekternes Overlegenhed.
Det er et af de mangfoldige Fremskridt, som Nutiden kan glæde sig ved ogsaa i vort Norge, at vi have faaet imellem os en Klasse af Architekter, kunstnerisk uddannede Bygmestere, hvis Fag og hvis Ære det er at bygge Huse, som fortjene at tages til Model og Mønster alt Landet over, hensigtsmæssige hyggelige, vakkre. Men det er en
