Ruiner af Stenbygninger, gamle Kirker og Borge, er
man vant til at betragte med Interesse; faldefærdige Træhuse
pleier man derimod ikke skjænke nogen velvillig Opmærksomhed.
Men de Fleste, som have seet dette Hus,
ville dog vist finde, at det var værd at se.
Selv saa jeg Huset i 1857. Dørene ere for længst borte af Hængslerne, Vinduernes Ruder og Karme forsvundne, Alt yderlig forfaldent og forstyrret. Og jeg hørte Sagnet om dem, som havde bygget Huset, Jutuler naturligvis, store og stærke, som bar Tømmeret hjem fra Skoven paa sine Skuldre – den ene af dem hed endda Dyre. Sagnets Skummelhed passede paa Husets Tilstand nu. Men mit Syn anstrængte sig for at skue igjennem Skummelheden op i hin fjerne Fortid, da Huset stod i sin rette Skik, som en gjæv Odelsbondes nybygde Hjem – jeg mener: for et halvt Tusinde Aar siden, før Sortedødens Tid.
Partiet om Døren er ret vel bevaret. Jeg fremstiller det i Fig. 49, efter en Tegning, som blev udført af paalidelig Haand i Aaret 1859.
Dette Snitværk har vel ikke det alderdomsagtige Præg som det, der smykker Fyndarstuen paa Raudland (Side 245); jeg indbilder mig, at han, som skar disse Dør-Stolper, havde nogle af Forsiringerne i Throndhjems Domkirke for Øie. Men deri ligne dog disse to gamle Stuer hinanden, at deres Tømmerbygning har saadan Træskjærings Prydelse. – Og se, hvor det svære Tømmer ogsaa ellers er fint og ømt behandlet, med Lister langs efter Stokkene og i Kanten
til Jutul-Stuen, Fig. 49 og 50, ere tagne af de Samlinger, som tilhøre Selskabet for Fortidsmindesmærkers Bevaring. Citaterne efter Schøning har jeg Oldforskeren Nicolaysen at takke for, som i Kjøbenhavn har afskrevet det hidhørende Stykke af en utrykt Del af Schønings Reise-Beskrivelse.
