flettede.“ Og dette, saa lød Forklaringen videre, skulde være en Kunst, som var gaaet i Forglemmelse efter Pesten, da saa mange af de bedste Tømmermænd pludselig vare bortdøde, og de faa Mennesker, som levede igjen, havde Møie nok med at faa besørget det Nødvendigste til deres daglige Livsophold og altsaa ikke kunde øve sig i kunstige Arbeider.
Jeg fik ikke selv se Huset paa Havsaas; men jeg kom strax til at forestille mig, at det vist var det Slags Tømring, som jeg havde beundret paa Jutul-Stuen, og som nu er fremstillet i Fig. 49. Og uden at give mig ud for nogen Sagkyndig, eller just fordi jeg ikke er det, slutter jeg heraf ligedan, som vist Bønderne paa Svisdal vilde have gjort, at nemlig Jutulstuen sandsynligvis er bygget før Sortedøden.
Historieskriveren og Oldforskeren Schøning, som saa Jutulstuen ved Aaret 1775, har ogsaa lagt Mærke til den omhyggelige Tømring og berømmer den ved at anføre det vakkre Træk, at næsten overalt var der ikke engang Rum til at stikke et tyndt Knivsblad ind mellem Stokkene, saa godt vare de sammenfældte.
Enfoldighed, men Tænksomhed og Omhu i Enfoldigheden – det er Husets Mærke, og det var vel ogsaa Huslivets og Folkelivets Mærke i de Dage, da Huset blev bygget.
Det mærkes paa Alt, at Stuen paa Uv har ligesom været beslægtet med eller vel endog Hel-Søster til de tre Are-Stuer, som paa Korterud og Devegge og Raudland i Christiania Stift have raget op fra en graa Fortid til nær ved eller ind i Nutiden, og som § 21 handlede om. Jutulstuen var da ogsaa oprindelig en Arestue. Dette synes mig utvivlsomt at fremgaa af Schønings rigtignok ikke aldeles klare Beskrivelse: „Stuen har tilforn været en Røgstue, hvori Gruen har staaet ei som nu i det ene Hjørne, ved Siden af Dø-
