ren, men næsten midt frem paa Gulvet, og ved den nedre Side af den har været en Røgovn eller Badstuovn. I Stuen har tilforn ingen Vinduer været, men Lysningen kom gjennem Ljoren.“ Han slutter med at sige: „Det er og ilde, at nuværende Beboer af Gaarden har saa meget forkvaklet den gamle Bygning ved at indrette den efter nuværende Tiders Mode, da den ellers kunde have blevet en af de betydeligste Rariteter her i Landet.“[1]
Det oprindelige Ildsted, som stod „næsten midt frem paa Gulvet,“ maa have været en Are, og det maa især være denne, som Schøning sigter til, naar han af Stuens hele Indretning slutter, at Bygningen endog skulde være „Eldre end Olaf Kyrres Tider.“ Det skjønnes ogsaa, at det ikke kan have været saa længe før Schønings Tid, at Indretningen med Are blev ombyttet med Lys-Ovn.[2]
Mens Stuen havde Are, skal den, som Schøning dels efter Øiesyn, dels efter Sagn beskriver den, have havt saadan Indretning: langs Væggene Bænke af Stokke (ligesom i Korterud-Stuen, Side 240), i de to inderste Hjørner eller ved den Gavlvæg, som vender mod Døren (se Fig. 50) to Senge indfældte i Væggen, samt paa den
- ↑ Jeg skal fuldstændiggjøre Beretningen om Stuens oprindelige Udseende ved det Sagn, som den aldrende og forstandige Bonde Svend Stavne paa Nabogaarden til Uv fortalte mig, at den nemlig havde været omgivet af Svalgange, og det paa alle Sider. Han fortalte ogsaa, at den ene Syll (Svill, Grundstok) maalte to Alen i Tvermaal, da han for nogle Aar siden maalte den. Jeg fandt den en Tomme bredere end min Spadserstoks Længde; men meget lod til at være bortraadnet.
- ↑ Istedetfor det Navn Peis har jeg i Throndhjems Stift kun hørt Navnene Grue, Skorsten og Lysovn, og jeg bruger derfor her et eller andet af disse throndhjemske Navne. Navnet Lysovn sigter naturligvis til den Tjeneste, som dette Slags Ildsted gjør ved at lyse i Stuen om Vinter-Aftenen.
