Støren eller Melhus: man ledes ind i Sammenligninger, men kan ligesom ikke komme til Endskab med dem: der er saa ligt paa Gaards-Pladsene og i Stuerne, men der er saa uligt ogsaa, saa man veed ikke, hvad man skal kalde det; der er som et Gjækkeri i dette bestandige Spil af Lighed og Ulighed – man faar ikke rigtig Tag i det.
Lidt efter lidt er jeg kommen til at tænke mig, at det ialfald for en Del har sig saaledes:
Af flere Tegn synes jeg at skjønne, at i Fortiden vare Husene mere omgivne og indelukte af Svalgange end selv i vore meget gammeldags Bygder nu. Men nu have vi lagt Mærke til, at den ægte akershusiske Stue har Indgangsdøren paa selve Stuevæggen (Fig. 40). Deraf fulgte, at Svalgangen langs med Forsiden af Huset maatte beholdes i det Længste, til Ly for Døren. Men heraf fulgte atter, at da det – uvist for hvor mange Aarhundreder siden – kom i Brug at have Vinduer med Glasruder, saa kunde de ikke sættes i denne Væg, Langvæggen, men fik sin Plads i Gavlvæggen (Fig. 2 og 3). Ligedan blev det i Nystuen (Fig. 32). Men naar der nu var Vinduer i begge Ende-Vægge, saa kunde Huset ikke voxe mere i Længden. Fremdeles, siden man nu engang havde Svalgang eller ialfald Stue-Sval, saa blev Trappen til Loftet sat her, altsaa i Grunden udvendig paa Huset, og dermed fulgte da nødvendigvis den hele Indretning med Loft-Sval, som med sine Glugger eller Traleværk kunde bidrage saa særdeles meget til at gjøre Husets Udseende afvexlende, livligt og muntert (Fig. 20).
Nordenfor Dovre anderledes. Vel skal Jutulstuen i Rennebo ogsaa havt Svalgange, ligsaa skal det have været med et noget gammelt Hus, som jeg hørte omtale paa Ytterøen i Indherred. Men selv mindes jeg ikke at have seet nogen Bygning af den throndhjemske Stueform med Svalgang. Denne Indretning har rimeligvis været almindelig
