for at sætte sig ind i, at der var en Tid, da ogsaa her var ligt og ensformigt overalt, da nemlig den akershusiske Stueform, for et Hundrede Aar siden eller halvandet, herskede i sin Simpelhed, ens i Jarlsberg og Østerdalen o. s. v.
Anderledes i de throndhjemske Bygder, hvor det formedelst en Række af modsatte Omstændigheder faldt let at forlænge Stuebygningen, indtil man fik det ønskede Antal af Værelser: her kunde man mere undvære saadanne Bibygninber som Sengebod eller Sengestue, saa altsaa den gamle Husklynge blev mindre mangfoldig og uregelmæssig, og hed kunde man mere hjælpe sig med den engang herskende Husform, som derfor endnu den Dag idag – kun med visse Udvidelser og Tillæmpninger – gjentager sig Bygd for Bygd, næsten ens overalt.
Dersom der stod to gamle og simple Stuebygninger af den akershusiske og throndhjemske Form ved Siden af hinanden, saa vilde man have Møie med at opdage Uligheden, som næsten kun vilde bestaa deri, at Indgangsdøren har en forskjellig Plads. Men fra dette Punkt af har der, efterhaanden som Bygningsvæsenet udviklede sig mere og mere, tillige udviklet sig en større og større Forskjellighed, og Charakteren er bleven en vis Ensartethed og Ensformighed nordenfor Dovre, og forholdsvis større Afvexling søndenfor.
Allerede i § 20 fremhævede jeg Indgangsdørens Plads som Kjendingsmærket for den akershusiske Stueform, disse tvende Arter af Lysovnstuens Slægt. Og nu har jeg peget paa det Spil af Lighed og Ulighed, som altid kommer tilsyne, naar man sammenligner tvende Arter af en og samme Slægt.
(Fortsættes.)
Anm. Bygd for Bygd skulde jeg ønske at faa meddelt Tillæg og Rettelser for nærværende Afhandling og jeg vil være erkjendtlig for ethvert Bidrag hertil, om det tilsyneladende er noksaa ubetydeligt.
