at se i fast alle gamle Stuer baade i Østerdalen og Gudbrandsdalen, saa det tør antages, at Skikken har været almindelig Hus for Hus her i Oplandene (at sige paa Gaardene og de bedre Husmands-Pladse); ja, om vi kunde se et Aarhundrede tilbage i Tiden, skulde vi kanske finde det hvide Klædes Prydelse der ved Kleve-Døren i alle de Bygder, hvor Fremskabet og Høisædes-Skabet prydede den anden Væg.
At hænge et Haandklæde op, det er en saa overmaade liden Sag, at man skulde tro, det maatte være overladt til hver Husmoder at gjøre det efter Behag, saa eller saa; men dette, at Tingen i sig selv var yderlig liden og alligevel saa ens, det viser netop, at vi her have en Skik for os – en Skik, som saa at sige har ordnet Tingen med sine Forskrifter. Ved Studiet af Bygnings-Skikken og Hus-Skikken maa vi agte paa slige Smaating, omtrent som naar Plantekjendere finde et underordnet Kjendings-Mærke for hele Familier af Planter, f. Ex. i de Biblade, som du kan se sammenvoxede med Stilken af de egentlige Blade paa alle Planter af Rosernes Familie. Paa en eller anden Maade er hin Haandklæde-Skik kommen til at høre med til den ældre Bygnings-Skik, som et af dens underordnede Kjendings-Mærker; men naar i en Grænd eller en Bygd, som man kan se f. Ex. paa Hedemarken, denne nye Maner bliver indført, at man istedetfor den gammeldags Stue med dens mangfoldige Brug bygger sig særskilt Kjøkken og Dagligstue og Storstue, saa kan man være vis paa, at der ikke længer bliver tænkt paa Haandklæde-Indretningen. Det hvide Klæde passer saa overmaade godt sammen med den gamle Stues hele øvrige Udstyr; men vi føle strax, at det kun vilde tage sig pudsigt ud ved Siden af Speilet og de polerede Birketræes Møbler.
I den uforlignelige islandske Njaals-Saga, som det skulde være paa høie Tid at faa oversat fra Oldnorsken,
