ren“ (i Ryfylke). Jeg kom til at tænke paa de underlige Høisædes-Stolper, som nu og da omtales i Sagaerne, en Stolpe paa hver Side af Høisædet, med den nedre Ende fæstet i Jorden: der vistes dem et Slags Dyrkelse i Hedenskabets Tider, og der er Formodning om, at de tildels have været udskaarne med en eller anden af Gudernes Billeder[1] – man kan gjætte paa den skjæggede Thor (Kallen) eller den blomstrende Frey (Friaren).
Længere kom jeg ikke under mine Besøg i selve Stuerne eller ved mine Samtaler med Bønderne om disse Indretninger. Men nu, da jeg nærmere tænker over Tingen, gaar det op för mig, at Ovn-Kallen og Ovn-Bolken utvivlsomt have en anden Bestemmelse fra Begyndelsen af end den at pryde Stuen.
Men lægge Mærke til, at Ovnen ikke er egentlig hvelvet, og at Muringen er temmelig ufuldkommen med Lerklining istedetfor Kalk. Det er altsaa et svært og tungt Murværk uden synderlig Styrke. Men skulde Stenmassen give sig og faa Sprækker, saa kunde Ilden let liste sig ind igjennem og naa Væggen.
Men formedelst den stærkt og sindrigt byggede Ovnbolk staar Stenmassen saaledes i Klemme, at den ikke kan give sig. Derved er Fare for Ildsvaade forebygget, og dette har sikkerlig været Ovn-Bolkens oprindelige Tanke og Hensigt.
Man vil forstaa det ved at betragte hver enkelt Ting ret nøie.
Der er for det Første den saakaldte Bite (Oldnorsk biti), eller den Tværbjelke a, som oppe under Taget ligger tvers over Stuen fra den ene Langvæg til den anden. Til den læner Ovn-Kallen b sig. Et Tvertræ, som heder Hald, og som gaar ud igjennem den bagre Tømmervæg f og
- ↑ Munch, det norske Folks Hist., 1ste D., 1ste B., Side 176.
