ning til Udgang for Røgen, saaledes indrettet, at den med Lethed kan lukkes formedelst et Dæksel.[1]
Skal nu Røgovnstuen opvarmes om Vinteren, saa gaar det saaledes til:
Om Morgenen lægges et skikkeligt Fang Ved i Ovnen. Det maa helst være Kvisteved, fordi den brænder stærkest og altsaa yder sin Varme i kortest Tid. Og den maa stables op inde i Ovnrummet paa en lidt betænksom Maade, saa der kan blive godt Lufttræk. Luen slaar da snart ud af Ovn-Gabet og slikker op efter det sodede Tag, saa det for den Uvante ser hel betænkeligt ud, og Røgen vælter sig tyk ud i Stuen og vilde i faa Øieblikke opfylde den ganske og gjøre det uudholdeligt derinde, dersom ikke Ljoren i det samme blev aabnet og derhos Stuedøren sat halv aaben: nu strømmer den kolde Luft ind ad Døren og Røgen ud af Ljoren.
Naar Branden er forbi, rages Gløderne ud paa Gruen for at straale Varme ud til alle Sider. Og dersom Husmoderen skynder sig at hænge Gryden over, kan hun faa kogt Dugurds-Vellingen med denne Varme. Men der skal et haardført Menneske til dette Arbeide; hun staar nemlig saaledes, at hun paa en Gang maa taale den kolde Dør-Træk i Ryggen og den glødende Hede lige i Ansigtet.
- ↑ En Røgstue kaldes ogsaa af Almuen undertiden med det Navn Ljorestue. Men der kan være Ljorestuer, som ikke tillige ere Røgstuer; i den senere Tid er der nemlig ikke saa faa Stuer i disse Fjord-Distrikter, som istedetfor Røgovn have Kogovn med tilhørende Rør og Røgpibe, men som endnu have Ljore for at kunne slippe ud Dampen og den kvalme Luft. Det er vanskeligt at faa Ljore-Dækselet til at slutte rigtig vel; det vil da gjerne dryppe, og den Del af Planke-Gulvet, som er lige under Ljoren, vil gjerne raadne. Men derfor sees stundom, som i Fig. 60, denne Del af Gulvet lagt af Sten.
