Saasnart Branden ophørte, standsede Røgen, og nogle
Minutter efter vil den Røg, som svævede om i Værelset,
have lettet sig saa meget, at der kun er igjen som en Sky
over Hovederne paa Folket i Stuen. Nu skynder man sig
at „lægge Stuen igjen,“ som det heder, det vil sige: man
lukker Døren og lægger Dækselet over Ljoren.
Strax bliver der nu meget varmt. Der strømmer som en hed Aande ud af Ovnens Gab. Og saa megen Varme har Ovnens svære Stenmasse faaet i sig ved denne Ilding, at om det ikke er en altfor kold Vinterdag, kan den holde Varmen i Stuen saa nogenlunde vedlige til henimod Aften. Da ildes der atter, dels for at det kan være varmt og godt, naar Folk komme ind fra sit Udarbeide, dels for at Husmoderen kan faa kogt Aftens-Grøden med samme Varme. Og efter AftenIldingen holder Stuen sig lun til om Mor-genen. Der ildes altsaa to Gange i Døgnet.
Endnu for 100 Aar siden eller lidt mere var der ikke Vinduer i Røgovnstuerne – paa Undtagelser nær, hvor der var gjort Begyndelse med denne nye Indretning.
Jeg har aldrig hørt eller seet berettet, hvad Tid det var, at Vinduer kom i Brug paa Østlandet, i Gudbrandsdalen o. s. v. Men det kan man vel anse for sikkert, at denne Forbedring for længst var indført og var bleven ganske almindelig der, medens Almuen i Røgovnstuens vestlandske Bygder endnu hjalp sig uden Vinduer, paa Oldtids Vis.
Ved Aaret 1750 var den bekjendte Dr. Erik Pontoppidan Biskop i Bergen, og han siger udtrykkelig at Bygderne paa Vestsiden af Filefjeld eller i hele Bergens Stift udmærkede sig fremfor andre Egne i Landet med den gammeldags Simpelhed, at Bønderhusene vare uden Vinduer,
