saa det var sjelden endog hos en rig Bonde at finde en saakaldet Glas-Stue.[1]
„Spørges der (saa fortsætter Pontoppidan), hvorfra man har Dagslyset? Da svarer jeg: alene oven fra Taget, mellem hvilket og Stuen er intet Loft, og midt paa Rygaasen et firkantet Hul, saa stort som et maadeligt Vindue, kaldet en Ljore. Denne lades om Sommers Tid og i godt Veir ganske aaben, men ellers bedækkes med en Skjaa, det er: en Træ-Ramme, som passer sig til Ljoren og er bespændt med en maadelig tyk, dog klar Membran eller Hinde, som drages af det slagtede Kreaturs Mave, noget stærkere, men lige saa klar som en Blære. Denne Skjaa løftes af eller lægges paa ved en Stang, og samme Skjaa-Stang, som et ufeilbarligt Møbel i hver Bondes Stue, er det, som den, der kommer i Bondens Gaard at røgte et vigtigt Erinde, særdeles Frieri, maa holde Haanden paa, den Stund han fremfører sine Ord.[2] Af bemeldte Ljore eller Ljos-Hul[3] uddriver ogsaa Røgen i dette Slags
- ↑ Pontoppidan Norges naturlige Historie, 1752 og 1753, II, 442.
- ↑ Denne synderlige Frier-Skik omtales ogsaa i Folkevennen for 1859, Side 267. Og i en Beskrivelse over Hardanger af Provst Nils Hertzberg heder det: „Mig er fortalt, at i gamle Dage kom Frierens Fortalsmand ind i Stuen, tog fat paa Ljore-Stangen og sagde saalunde. Aakans Saan skaa vilja hava dekans Daatter, inkje før eit Aars Bruk, inkje før tvauv Aars Bruk, men te evige Livsens Bruk. Svar: Slep hono aat d. e. lad ham komme.“ (Budstikken, 1820, Side 748). Tingen var vel den, at naar en saadan Talsmand skulde staa frem og holde ligesom en Tale, saa var det godt at have noget at støtte sig til i Undseligheden og Forlegenheden, og da var Skjaa-Stangen saa nem at tage til, saaledes som den pleiede hænge ned fra Skjaaen, altsaa midt i Stuen.
- ↑ Pontoppidan skriver egentlig Liur og Lius, ligesaa ikke Skjaa, men Siaa, og ikke Glas, men Glar. Jeg har rettet Skrivemaaden efter I. Aasens Ordbog.
