Stuer, som, til Forskjel fra Glas-Stuerne, kaldes Røgstuer, efterdi Skorstenen gaar, ligesom i de Holstenske Bønder-Huse, ikke ud af Taget, men endes med en Hvelving 3 à 4 Alne fra Jorden, da Røgen siden faar Lov at svæve under Taget og søge Udgang af første Aabning.“
Jeg skulde ønske, at jeg kunde ledsage Pontoppidans Beskrivelse med Tegninger over Ljoren med Tilbehør. Nu kan jeg kun sige, at som han beskriver Indretningen for 100 Aar siden, saa er den endnu den Dag idag, og saa var den allerede i Oldtiden, at dømme efter den gode Overensstemmelse mellem Pontoppidans Beskrivelse og Professor Keysers i dennes førnævnte Afhandling om Nordmændenes Boliger i Sagatiden.[1]
Det tør ogsaa være saa, som Pontoppidan tydelig sigter til, at selve Navnet paa Ljoren hænger sammen med dens Bestemmelse at skaffe Stuen Lys (Ljos). Ialfald ser jeg, at baade i Bergens Stift i Norge og i Jylland i Danmark bruges beslægtede Ord (Ljør, Lyre) om de Lysaabninger, som nu og da sees paa den overskyede Himmel.[2]
- ↑ I Sagaerne bruges de samme Navne, som vi gjenfinde i Almuens Tale nu, nemlig ljóri, skjá (udtalt som Skjaa), samt skjágrind, vilket sidste endnu heder Skjaagrind og betegner selve Træværket eller Rammen, som den gjennemsigtige Hinde eller Skjaa er strammet ud over. Af Fridtjofs Saga, som ledsagede Folkevennen for 1858, kan det skjønnes (Kap. 7), at selv Storfolk i gamle Dage rimeligvis ikke havde Vinduer paa Siden af Stuerne, siden en Høvding kunde sætte en Mand til at holde Vagt oppe paa Taget og lade ham raabe ned igjennem Ljoren, naar han blev noget vaer. I Kongespeilet beskrives det stærke Nordlys i Grønland saaledes, at naar Folk sad inde og der var Skjaa paa Huset, saa var det saa lyst, at man kunde kjende hinanden. Heraf skjønnes, at Skjaaen har været indrettet til at slippe Lyset igjennem.
- ↑ Sml. I. Aaasens og Molbechs Ordbøger over det norske og det danske Folkesprog.
