I forrige Aar var jeg i en Røgovnstue i Jelse i
Ryfylke, en Stue med baade Skjaa i Ljoren og Glasruder
i et Vindue. Men det faldt mig ind at prøve, hvorledes
Stuen vilde tage sig ud alene med Ljore-Lyset, og
jeg fik mig fat i et Sengdækken og hang det for Vinduet,
saa der ikke kom den mindste Straale ind der. – Ofte,
naar jeg har staaet i en Røgovnstue og seet mig omkring,
har jeg maattet sige ved mig selv, at dersom ikke Vindues-Glasset
var, denne Frembringelse af en udenlandsk Opfindelse,
som her tillands var saa godt som ukjendt i Oldtiden,
saa var der knap nogen Ting at se i Stuen, uden at den
kunde have været ligedan i hin graa Oldtid, da de første
Rydningsmænd trængte frem og satte sig i vore Bygder.
Men nu, da jeg havde faaet Vindues-Lyset udestængt blev
hele Stuens Udseende mig aldeles oldtidsmæssigt. – Med
Møie og Flid samle Oldforskerne sammen Stykke for Stykke
af Bohave og andre gamle Sager, som nu og da graves
op af Gravhauge o. s. v., og ved at stille disse mange
Stykker sammen, faa de et nogenlunde sammenhængende og
helt Billede af vore Forfædres daglige Liv. Men i en
vestlandsk Røgovnstue lever og rører Oldtidens Liv sig
endnu den Dag idag – det er ganske forunderligt, hvor
lidet det har forandret og udviklet sig.
Jeg maa tilstaa, at det var lysere, end jeg havde tænkt mig det. Det ovenfra nedfaldende Lys er ligesom rigere end det, der kommer ind fra Siden. Man kunde meget godt se at læse og udføre hvilketsomhelst Arbeide. Men alligevel var det mig som i en Kjelder og et Fængsel: man kunde jo ikke se Menneskene, som gik forbi, ikke Træerne og Engen og Søen og den hele vakkre Udsigt, som ellers Vinduet berigede Stuen med, og om end Skjaaen slap Himmelens Lys ned, saa var det dog ikke selve den oplivende Sol-Straale; thi den blev brudt i Skjaa-Hindens Dunkelhed; denne samme Dunkelhed gjorde ogsaa, at man
