kunde ikke se op igjennem Ljoren og betragte Himmelens Blaa eller de drivende Skyer – jeg maatte tænke paa Bodsfængsler, hvor Glasruderne med Flid og Forsæt ere gjorte dunkle, saa Fangerne nok kunne se i sine Celler, men ikke kvæge sit Sind og tilfredsstille sin higende Længsel ved at se ud.
Med Skjaa-Lyset alene var Huset mig som et Billede paa Oldtiden, og jeg følte, hvorledes Livet er lyst og frit nu mod da – i saa mange Maader.
Paa Gaarden Ørsund i Romfog Sogn, Sundalens Præstegjeld Nordmør, staar en Stue, som nu har faaet Skorsten og ikke mere bruges uden som Bryggerhus og Sommerstue, men som indtil for en Menneske-Alder siden var Røgovnstue og Gaardens rette Vinterstue – en stor og i sin Art anseelig Stue, af en sjelden Ælde. Jeg saa Huset i 1859 og talte med Eieren. Det var en Mand paa 65 Aar, og han kunde godt mindes sin Oldefader; men denne Oldefader havde ofte fortalt om, hvad han igjen havde hørt af sin Moder, at da hun blev gift hid til Gaarden, var Huset allerede saa gammelt, at Ingen vidste at sige, naar det var bygget. Oprindelig og længe, det kunde Eieren fremdeles fortælle mig, var Stuen uden Vinduer; men saa havde en af hans Forfædre (han forklarede endda for mig, hvem af dem det var) hugget Hul paa Væggen og sat et Vindue ind, det hist ved Høisædet. Dennes Eftermand gjorde siden ligesaa paa den modsatte Væg og satte ind dette Vindue her lige over for Høisædet. Endelig var der en tredie Mand paa Gaarden (nuværende Eiers Fader eller Bedstefader), som kostede et Vindue til paa denne samme Væg, henimod Hjørnet der, hvor Grydebænken staar, at det kunde blive lidt lysere for Kvindfolkene, som stelle der.
Altsaa Slægt for Slægt mere Lys her i Huset. Og saaledes er det gaaet med Røgovnstuen i hele det Strøg, hvor den har hørt hjemme.
