Vi have seet, hvad Pontoppidan skriver om Bergens
Stift i det Hele. Af udførligere Beretninger, som
haves om Søndmør af 1762 samt om Søndfjord
af 1785, sees, at det da allerede var i god Gang med at
faa Vinduer i Røgovnstuerne.[1] Men endnu ved Aaret
1817 var Tarveligheden saa stor i Leirdal, inderst i
Sogn, at man hjalp sig i Røgovnstuerne med et eller to
Vinduer med kun et Par Ruder i hvert, altsaa ikke noget
ordentlig Vindues-Fag.[2]
I Nordmør brugte man i 1773 „mangesteds,“ som Schøning udtrykte det,[3] Vinduer i Røgovnstuer. Men netop i dette samme Nordmør hørte jeg i 1859 Lensmand Halse paa Tustern (da 68 Aar gammel) fortælle, at han i sin Ungdom havde hørt en Glasmester i Christiansund tale om, hvorledes han ofte havde maattet gjøre Tourer til Søndmør for at sætte ind Vindues-Ruder for Folk, og hvorledes han ved den Leilighed ikke sjelden havde faaet Huse at stelle med, som hidtil havde været aldeles uden Vinduer. Dette Sidste fortaltes som Noget, der i Nordmør havde vakt Forundring, og det anførtes som et af flere Exempler paa den paafaldende gammeldags Tilstand i Søndmør.
Og i Jelse i Ryfylke fortalte Udskiftnings-Formand Larsen mig i 1860, at han for faa Aar siden selv havde seet en Røgovnstue uden Vinduer, paa en Husmandsplads Smedvik under Gaarden Erøen i Jelse Prestegjeld – og han troede mest, at Huset stod saa endnu.
Her havde vi altsaa et Exempel paa, at hin Oldtidens Tarvelighed har naaet helt til Nutiden.
