Jeg har allerede fortalt, at i Nordmør staar Høisædet
jevnsides med Ildstedet (Side 289). Ligesaa har jeg
fundet det i Ryfylke. Mellem Nordmør og Ryfylke er
der ialfald nogle Bygder, hvor Høisædet har den anden
Plads, efter hvad jeg selv har seet (i Søndmør), og efter
hvad Andre have sagt mig.
I de akershusiske og throndhjemske Bygder maatte vi undres over den besynderlige Overensstemmelse i Skikken med Hensyn til Høisædets Plads. Men derfor vækker denne Uoverensstemmelse Opmærksomhed.
Uoverensstemmelsen er maaske fremkommen ved Overgangen fra hin ældre Skik med to Høisæder til en nyere med kun et: overalt har man fundet det bekvemmest at sløife det ene, men saa har et blot og bart Tilfælde bevirket, at man i et Bygdelag har beholdt det paa venstre Haand, i et andet det paa høire Haand.
Saaledes kan det oftere befindes, at Uligheder i Bygde-Skikke ere opkomne formedelst Forandring, Udvikling, Forbedring af en og samme Lands-Stik, som oprindelig var fælles for flere Bygder: paa nogle Steder kan en Forandring være blevet indført, paa andre Steder ikke, og der, hvor den er indført, kan det være blevet gjort snart paa en Maade, snart paa en anden.
Et Exempel herpaa finde vi ogsaa ved at betragte Vinduernes Plads i Røgovnstuerne. De forhen ukjendte Vinduer har man nu faaet i alle Bygder; men man har anbragt dem paa forskjellig Maade. I Nordmør staa de ufravigelig i Langvæggen, først og fremst i den Langvæg, hvor Høisædet er; i Sogn i Bergens Stift skulle de staa i Gavlvæggen; i Ryfylke endelig staa de i Langvæggen.
Ved at tænke paa Vinduernes Plads kommer jeg til at mindes en Omstændighed, som nok kan fortjene et Ord. Baade paa Vestlandet og Østlandet finder man meget ofte selv paa Gaarde med den skjønneste Beliggenhed og herlig-
