ste Udsigt, at Dagligstuen med dens Vinduer er vendt saaledes, at de, som inde ere, ikke faa noget Godt af Herligheden. Og dette udlægges meget almindelig som Vidnesbyrd om, hvor liden Sands og Smag Bonden har. Men det er en Arv fra Fortiden, hin Tid (som for Vestlandets Vedkommende ifølge næst-forrige Paragrafs Oplysninger ikke er saa overmaade fjern), da Vinduer vare ukjendte i Bøndernes Huse, saa der ikke kunde være Tanke eller Tale om nogen Udsigt fra Dagligstuen. Da man saa fik Vinduer, maatte der vel gaa adskillig Tid hen, inden Folk fik Øie for Sagen, og i mangfoldige Tilfælde var det ikke saa let gjort som sagt at skaffe Dagligstuen en forandret Plads, saasom der da maatte gjøres Forandring med den hele Husklynge og dens Inddeling i Stuegard og Nautgard o. s. v. Men endda mener jeg, det er Noget, som sker aarligaars, at Almue-Folk ved Leilighed indretter baade sin Gaardsplads og sine Værelser saaledes, at man saa meget som muligt faar godt af den vakkre Udsigt.
Det er vistnok saa, at Taget i en Røgovnstue er røget, sodet, mørkt. Men dette gjør det ikke saa skummelt i Stuen, som man skulde tro. Midt i Tagets Dunkelhed gjør Ljore-Lyset et livligt Indtryk, og det sorte Sperretag er blanksort, ligesom fernisseret – at sige, naar Feiekosten har pyntet Stuen til Jul eller St. Hans og feiet den løse Sod væk. Den nedre Del af Væggen, omtrent til Mandshøide, maa Skurefillen holde saa vid som mulig. Endelig er det Skik en Gang eller to for Aaret at krote Stuen, det vil sige: man gjør en Røre af finstødt Kridt eller Mursten, dypper Fingeren deri og maler Figurer af Kryds og Streger og Prikker langs den nederste Omgang af de sorte Vægge-Stokke – en hvid Bord altsaa paa begsort Grund, Stuen rundt.
Naar saa hertil kommer det halv synlige, halv usynlige Tække, som en omhyggelig og tænksom Husmoders
