ordnende Haand kan udbrede over det hele Stel, saa man faar det Indtryk: her er det, som det skal være i en Stue af dette Slag, – se, da kan man ret undres over, hvor megen Hygge der kan være i en Røgovnstue ogsaa.
Jeg kan, som før sagt, kun tage Hensyn til Landet syd for Throndhjems-Fjorden.[1]
I Aaret 1773 blev Strøget fra Throndhjems-Fjordens Munding til Romsdalen bereist af den udmærkede Lærde Schøning, og det netop paa Oldgranskningens Vegne, og med stor Interesse lagde han Mærke til Røgstuerne, som han kalder dem, men som efter hans Beskrivelse tydelig nok vare Røgovnstuer, saaledes som det ogsaa kan sees paa de faa, som staa igjen den Dag idag. Og denne Bygningsmaade ansaa han for „den fordumdags overalt her i Norden vedtagne Brug.“
I de nordre Dele af hint Strøg (Hevne i Fosen, Aure, Surendalen og Stangvik Præstegjelde i Nord-
- ↑ Af hvad jeg nedenfor kommer til at forklare om Røgovnstuens Udbredelse, vil det sees, at jeg finder det rimeligt, at i hine Tider, da der var kun Røgstuer overalt i Landet, har den af de to Slags Røgstuer, som nu er fremstillet under det Navn Røgovnstue, været den herskende Stueform i alle vore Fiskeri-Distrikter, altsaa ogsaa i Strækningen nord for Throndhjems-Fjorden, alt til Finmarken. Men til historisk Bevis for denne Mening har jeg intet andet Træk at anføre end dette, at i en gammel Beretning om Finmarken, af 1734, beskrives Bomændenes Gammer (de norske Almuesfolks Hytter) tydelig som Røgovnstuer. „Midt paa Taget, heder det, er et Hul, hvorpaa ligger en Lyre eller Skjaa; thi som Fyrstedet gemenlig er i et Hjørne paa Gammen, trækker da Røgen derigjennem; men saa snart det er udbrændt, lægges Lyren paa, da det kan blive temmelig varmt“ (Topogr. Journ. VI, 108).
