kjærhed for sit Huses Ære, den sørgelig berømte Halgerds hensynsløse Stolthed – disse Charakterer og den samme Charakterens Yttringsmaade gaar igjen i vore Bønderbygder den Dag idag; og vel maatte jeg under Sagaens Læsning lægge Mærke til denne Scene, hvor den værdige Bergthora gaar omkring og byder sine Gjæster Haandtvæt (Haandklædet hænger vel paa hendes Arm, medens hun holder Vadskevands-Skaalen i Haanden), saasom den Trætte, Halgerd netop derved fandt Leilighed til at yppe, blev Kilden til fast den hele Række af tragiske Begivenheder, som Sagaen saa gribende fortæller.
Og som her, berette de gamle Sagaer oftere om Scener, hvor Haandklædet maatte frem.
Tør vi nu ogsaa tro, at de gamle Husmødre havde pyntet sine Haandklæder med hint „Sprang“? Og tør vi tro, at det allerede i hin fjerne Oldtid var Brug at have et saadant staseligt Haandklæde hængende paa Væggen? paa en bestemt Plads paa Væggen? Eller er den beskrevne Haandklædes-Skik, ligesom maaske Skabenes, opkommen som en senere Tids Mode? og ved Efterligning af fremmede Landes Brug? Mon „Kastet“ og det ophængte Haandklæde med dets „Sprang“, som det mangengang har moret mig at se paa i hyggelige gammeldags Bondestuer, er en Mindelse fra den Tid, da danske Adelsfamilier bleve bosatte hist og her i Landet, og Smaafolk saa op til dem og prøvede paa at efterligne deres fremmede Skik? Ja, Tanken »gaar videre og spørger, hvor meget Andet det monne være, som sammen med en slig liden Skik ad samme Vei fandt Indgang i vore Almuers Husliv? Og endnu en Bemærkning (thi det morer mig altid at tænke paa Sammenhængen mellem Tiderne og Slægterne): selv om det var saa, at den særegne Haandklæde-Skik blev indført ved fornemme Familier fra det beslægtede Naboland, saa tør det dog være, at den kun er at betragte som en dansk Fortsættelse af den
