mør) fandt han rigtignok til sin Beklagelse at flere Bønder
havde begyndt at afskaffe den gamle Maade og indrette sig
Kakkelovn-Stuer; men inderst i Romsdalen, i Grytens
og Kors Sogne, altsaa helt op mod Gudbrandsdalens
Grændser, herskede den gamle Skik saa almindeligt, at det
kun var to Gaarde, en i hvert Sogn, hvor der var indrettet
Skorstens-Stuer (dobbelt mærkeligt, da der til samme
Tid neppe var en eneste Røgstue i den tilstødende Gudbrandsdal,
se Side 248).[1]
Selv var jeg i Nordmør 1859 og i Romsdalen 1856, og derefter kan jeg meddele følgende Træk.
I Surendalens Præstegjeld i Nordmør skulde Antallet af Røgovnstuer i beboet Stand nu være svundet ind til to, paa Gaardene Skeid og Bergen.
Strax i syd for Surendalen ligger Stangvik Præstegjeld, og til dette hører Fjeldbygden Todalen, som skjærer op mod Opdal og beboes af noget over 20 Bønder. Indtil for 5 Aar siden skulde her være Røgovnstue paa de fleste Gaarde; nu skulde der kun være tre igjen. – Længer ude i Stangvik sagdes der at være adskillige Stuer endnu af det gamle Slag.
Udenfor Stangvik og Surendalen ligger den Gruppe af Øer, som danner Edø Præstegjeld. Lensmand Halse, 68 Aar gammel, kunde mindes den Tid, da Røgovnstuen var almindelig ogsaa her. Paa den store, flade, skovløse og vindhaarde Ø Smølen yderst ude mod Havet vare Stuerne meget lave, saa en høi Karl mangesteds kunde naa med Haanden op i Ljoren. Nu for Tiden vidste han ikke om mere end to beboede Stuer af det gamle Slag her i Præstegjeldet, og de stod paa Øen Stabben.
Bygderne omkring den lange Thingvolds-Fjord danne det sydligste Strøg af Nordmør, grændsende til
- ↑ Schønings Reise i Norge, trykt 1778, II, 26, 55, 148.
