truffet til at se, og det maa faa meget mere agtes for en Tilfældighed, at den saa længe har overlevet sin Slægt, som det heller pleier være de ringeste Røgovnstuer, der blive staaende længst i uforandret Stand – af den Grund, at i de ringeste Huse bo gjerne de fattigste Folk, og disse have mindst Raad til at bygge af Nyt eller gjøre Forandringer.
Det næste Præstegjeld udenfor er Thingvold. Jeg forstod det saa, som at Forandringen her er indtraadt senere, mest fra 1830 af; endnu staar der ikke saa ganske faa Røgovnstuer, sagde man mig. Selv saa jeg nogle paa Veien fra Angvik til Torvik, meget ringe, ja usle; den ene af dem var bygget saa nær ind ved Nutiden som 1826.
Paa Gaarden Sollien, ikke langt fra Thingvolds Præstegaard, saa jeg et høist eiendommeligt Ildsted, en Overgangs-Dannelse fra Røgovn til Lysovn. Først var der bygget som en almindelig Røgovn, og det dygtig stor, over 3 Alen paa hver Kant, med en bred Grue foran Ovn-Munden, og dernæst var der muret op en Røgpibe lige over Gruen. Røgen fra Ovnen gik altsaa op igjennem denne, ikke som sædvanlig ud i Stuen og op igjennem Ljoren; denne Stue havde da heller ikke Ljore; det var en Lem-Stue, med Loftværelse i andet Stokværk. Naar nu Brændingen var foregaaet, lukkedes Piben med et Spjeld, og Gløderne ragedes ud paa Gruen for at varme Stuen.
Dette Slags Ovne kaldes Kaap-Ovne (af Røgpiben, saa kaldes Kaap eller Kaape). Jeg forstod det, som at denne Indretning var kommen i Brug for en Menneske-Alder siden. Og den har været indført i temmelig mange Huse i flere af disse Bygder. Nu er den dog afskaffet igjen paa de allerfleste Steder, hvad den da ogsaa fortjente for Kulosens Skyld, som udvikles af de ulmende Gløder paa Gruen, og som formedelst Spjeldet i Piben ikke faar slippe ud, men i en Lemstue naturligvis er endnu fordærve-
