ikke noget paa sig. Det var i en Bygd, som jeg regner for en af de bedst bebyggede i Landet, med store Stuebygninger og mange Værelser, hvor det maatte være let at indføre en bedre Hus-Skik; men jeg fandt, at som det paa andre Steder kan mangle paa Husrum eller paa Evne til at bygge Husene større, saa manglede det hos disse Husfædre og Bygdemænd paa Sands og Begreb.
Men den Mand i Sundalen, hvis næsten færdige Hus jeg omtalte, havde det Begreb, at naar det paa nogen mulig Maade kan undgaaes, er det uforsvarligt af en Husbonde at stelle saa med sine Børn og Tjenere. Skjønt jeg har glemt Mandens Navn, mindes jeg hans Person meget godt, og jeg tænker paa ham med sand Høiagtelse. Jeg tror, der ligger Spirekraft i et Exempel som hans, saa jeg vil haabe, at formedelst dets Indflydelse skulle flere og flere Huse vorde indrettede paa samme forstandige og retskafne Maade. At saa maa ske, anser jeg for en af de vigtigste Ting for Bygdens og Egnens huslige øve og sande Velfærd.
Indtil for 100 Aar siden (ja i de fleste Bygder vel indtil i Mands Minde) har hele Bergens Stifts Land-Distrikt været bebygget med Røgovnstuer, fra Fjeld til Fjære, fra de inderste Bygder og høieste Fjeldgaarde til de yderligste Udøer. Pontoppidans og de andre Forfatteres Beretninger samt egne Iagttagelser fra Nutiden lade mig slutte det.
Jeg har allerede sagt, at paa Harams-Øerne yderst i Søndmør, som er Stiftets nordligste Bygdelag, fandt jeg 1856 kun Sagnet om Røgovnstuer. Strøm siger ogsaa, at det var her, ude mod Havkanten, man først begyndte at indføre Bilægger-Ovn. Dette er det samme Forhold, som vi allerede have fundet i Nordmør.
