Fra Haram reiste jeg indover gjennem Borgund og
Skoue Præstegjelde, og jeg mindes ikke, at jeg saa eller
hørte noget til Røgovnstuer, før jeg kom til Søkelvens
Sogn, paa Sydsiden af Storfjorden, omtrent midtveis
mellem Øerne og Fjordbunden. Men her fandt jeg da den
gamle Skik næsken ubeskaaret. Paa den store Gaard Aure,
omkring Kirken, var der 8 Bønder, og alle boede de i Røgovnstuer.
Disse Stuer vare ikke aldeles simple; paa en nær
havde hver af dem enten Kleve eller et Langkammer, som i
Fig. 63 eller 65, og 6 af 8 Stuer havde derhos en til-
bygget Kakkelovnstue, svarende til Nystuen ved den throndhjemske
Stue Fig. 53. – Og omtrent saa fandt jeg det
paa andre Gaarde, og kjendte Mænd sagde mig, at i hele
Kirkesognet var der kun 6 Gaardbrugere samt nogle faa
Husmænd, som ikke boede i Røgovnstuer.
I Aaret 1775 hændte det, at nogle Bøndergaarde i Romsdalen brændte op og med dem en Del af Krigs-Folkets Munderings-Sager. Dette optændte Høvedsmandens Iver (det var en Major Tordenskjold); han indgav Klage til Øvrigheden og gav de gammeldags Ildsteder i Ildhusene og Stuerne Skylden, og næste Aar udkom virkelig en kongelig Befaling, som forbød Bønderne i Norge at bygge Huse med Ildsteder uden Røgpibe. Af de Oplysninger, som vare indhentede, sees tydelig, at Budet især sigtede til de vestenfjeldske Bygder, hvor man vilde have Bønderne til at indrette sine Stuer med Peis eller Skorsten saaledes som paa Østlandet.[1]
Men den før nævnte Sorenskriver Arentz, som faa Aar efter forfattede en Beskrivelse over Søndfjord, yttrer temmelig tydelig sin Tvivl om, at det Bud „om Peisers Oprettelse“ vilde blive overholdt, saasom Bonden nødig vilde skille sig ved Røgovnen.
- ↑ Sml. de i Rigsarchivet forvarede Dokumenter i Anledning Reskr. 16 Oktbr. 1776.
