Side:Folkevennen 1861.djvu/33

Denne siden er ikke korrekturlest

29

Oldtids-Skik her i Norden, som Scenen fra den islandske Høvdings Stue gjorde os bekjendt med^[1].

§ 8. Peisen.

Efter min Opfattelse af Bygnings-Skikkens Udvikling give de forskjellige Slags Ildsteder i Stuerne de bedste Kjendingsmærker for de forskjellige Klasser af Stuebygninger rundt om i Bygderne – Noget, som jeg kommer til at tale udførligere om i det Følgende. Det Ildsted, som Tegningen Fig. 6 lader os se i Løkkre-Stuen, hedder Peis (i nogle Bygder Speis og Spis), men kaldes ofte mindre

↑ Da Ovenstaende var skrevet, blev jeg fornøielig overrasket ved at finde det østerdalske Haandklæde med „Sprang“ igjen i den allerede omtalte Samling af Oldbreve (Diplom. Norv.). Aar 1328 blev i Bergen optaget Taxt over en Del Løsøre, som en Frue havde faaet i Medgift, og deriblandt var „to sprangede Bleier (Lagener) for en Mark, item to Bleier Silke-sprangede for 4 Mark“, fremdeles „en spranget Dug og et spranget Haandklæde (sprangat handklæde) for 4 Mark“ (II, 141 og 142). Og lignende sprangede Linned-Klæder (Lagener og Duge) omtales paa mange andre Steder i disse Oldbreve. Der kan vel ikke være Tvivl om, at her havdes for Øie en Klæde-Prydelse af samme eller lignende Slag som det nuværende Sprang. Men her er det besynderligt, at hint gamle Udtryk nu rimeligvis skulde have været aldeles uforstaaeligt, hvis ikke Stikken og Navnet havde vedligeholdt sig i hin enkelte Bygd. Hr. Lektor Unger, den ene af Diplomatariets Udgivere, har nemlig sagt mig, at Ordet ikke vides at forekomme uden netop i nogle af hine Oldbreve og, som sagt, i Østerdalens Talebrug. Og det er ialfald ikke nogen urimelig Formodning, at naar man i gamle Dage brugte at gjøre Haandklædet saa stadseligt, saa har man ogsaa hængt det op paa Væggen til Stads, efter den her beskrevne Skik.

[1] Da Ovenstaende var skrevet, blev jeg fornøielig overrasket ved at finde det østerdalske Haandklæde med „Sprang“ igjen i den allerede omtalte Samling af Oldbreve (Diplom. Norv.). Aar 1328 blev i Bergen optaget Taxt over en Del Løsøre, som en Frue havde faaet i Medgift, og deriblandt var „to sprangede Bleier (Lagener) for en Mark, item to Bleier Silke-sprangede for 4 Mark“, fremdeles „en spranget Dug og et spranget Haandklæde (sprangat handklæde) for 4 Mark“ (II, 141 og 142). Og lignende sprangede Linned-Klæder (Lagener og Duge) omtales paa mange andre Steder i disse Oldbreve. Der kan vel ikke være Tvivl om, at her havdes for Øie en Klæde-Prydelse af samme eller lignende Slag som det nuværende Sprang. Men her er det besynderligt, at hint gamle Udtryk nu rimeligvis skulde have været aldeles uforstaaeligt, hvis ikke Stikken og Navnet havde vedligeholdt sig i hin enkelte Bygd. Hr. Lektor Unger, den ene af Diplomatariets Udgivere, har nemlig sagt mig, at Ordet ikke vides at forekomme uden netop i nogle af hine Oldbreve og, som sagt, i Østerdalens Talebrug. Og det er ialfald ikke nogen urimelig Formodning, at naar man i gamle Dage brugte at gjøre Haandklædet saa stadseligt, saa har man ogsaa hængt det op paa Væggen til Stads, efter den her beskrevne Skik.

[1]