drende Mænd kunne mindes dem som ganske almindelige.[1] Men i de sidste Aar, vel især siden der for maaske 15 Aar tilbage blev oprettet et Støberi i Bergen, som har forsynet Folk med Kogovne, er det gaaet fort med Afskaffelsen, og der skal ikke være mange igjen.[2]
Om Røgovnstuens Forekomst har jeg hidtil anført en Række af Forfattere fra baade ældre og nyere Tider, næsten Bygd for Bygd. Men saadanne skriftlige Beretninger svigte mig for dette Stift, og at der har været Røgovnstuer i det af sammes Bygdelag, som grændser nærmest til Bergens Stift, nemlig Ryfylke ved Stavanger-Fjorden, det er Noget, som jeg først erholdt Underretning om ved Besøg paa Stedet i 1860.
Det er de indre Bygder af Ryfylke, jeg har for Øie, fra Suldals til Strands Præstegjeld.
I Suldal, Sand, Jelse og Hjelmelands Præstegjelde sagde kjendte Mænd mig, at Røgovnstuerne havde været almindelige i deres Minde, for 50, for 30, ja indtil for 15 Aar siden, da de saa lidt efter lidt bleve afskaffede. Og selv fik jeg se nogle af de yderst faa, som endnu staa igjen, nemlig en paa Sands og to paa Jelse Strandsted, yderst ringe Huse alle, men dog tilstrækkelige til at vise, at det ikke var nogen Misforstaaelse, naar jeg havde forstaaet hine mundtlige Forklaringer saa, at de angik Røgstuer af samme Indretning som længere nord paa.
I Suldal blev Røgovnen først ombyttet med en Peis, kaldet „Piis“ eller „Spis,“ et Navn, som peger hen paa,
