Jeg har allerede sagt, at der er eller har været to Slags Røgstuer, nemlig Røgovnstue (§ 32) og Arestue eller Aarestue.
Denne sidstes Navn er ligesom den førstes taget efter Ildstedet. En Stenlægning midt paa Gulvet, indrettet til Ildsted i en Stue eller et Kogehus eller et Sæterhus hed i Oldsproget arin og heder nu vel i de fleste Egne Aare, men i flere Strøg af Christiansands Stift, i Egnen omkring Lindesnæs, hvor det tør hænde, at den endnu den Dag idag (men neppe noget andet Sted i Landet) tjener som Ildsted i beboet Stue, lyder Navnet mere overensstende med Oldsproget, nemlig Are. Dette sidste Navn klinger ogsaa bedst sammen med det vel bekjendte Udtryk „Arne,“ „Arnested.“
Fælles-Navnet Røgstue[1] passer paa Arestuen af den Grund, at den ligesom Røgovnstuen ikke har anden Udgang for Røgen end en Ljore i Taget.
At anstille Undersøgelse om Arestuens Forekomst er som at foretage en Vandring igjennem nogle af de fattigste og mest gammeldags Bygder i Norge, Bygder, som netop nu i denne Vaar hjemsøges saa tungt af tvende Uaars Prøvelser. – Det vil vise sig her som oftere, at smaa Kaar og gammeldags Skik gjerne følges ad.
Mellem Lindesnæs og Listerlandet trænger Havet ind igjennem et smalt Sund, som den lille By Farsund
- ↑ Det er maaske ikke af Veien at gjøre opmærksom paa den Misforstaaelse, som hyppig kan mærkes ved Brugen af det Navn Røgstue: Mange forstaa derved det samme som en Sperrestue eller Mønsaasstue eller Røststue, hvor man fra Gulvet af kan se helt op til Sperrerne eller Mønen eller Røstet. Men det er Ildstedet, det kommer an paa, og der maa være Røg i en Røgstue.
