Side:Folkevennen 1861.djvu/344

Denne siden er ikke korrekturlest
340

store og brede Tømmer viser, at de for mange Aar siden ere opførte. Disse ere indrettede saaledes: de have sjelden Vinduer, men et Hul paa en af Væggene med Skjaa d. e. Blære-Skind for, over tvende i Kors lagde Pinder. Midt paa Gulvet er der en aflang Mur, som omtrent er et Par Alen bred og lige saa høi, hvorpaa Ilden haves. Røgen derfra trækker op igjennem et Hul paa Taget, hvorfra og Lysning nedfalder. Fra dette Hul hænger en Stang ned, som over Taget er forsynet med et Dæksel af Træ og Halm, til Hullets Lukkelse, naar man vil have Stuen varm, ved hvilken Leilighed Røgen da udbreder sig om Væggene, som gjør, at disse stedse ere sorte. Til saadanne Stuer er Døren og Indgangen gemenlig lav.“[1]

Selv af denne korte Beskrivelse lader det til, at disse Arestuer heller have været noget bedre udstyrede end Sætersdalens.[2] Og at Grundformen for den thelemarkske Arestue har ialfald paa de bedre Gaarde været mere ud- viklet end den simple i Fig. 68, det slutter jeg mig til ved

  1. Lund, Beskrivelse over øvre Thelemarken, 1785, Side 135. Af Willes samtidige Beskrivelse over Silgjord Præstegjeld i samme øvre Thelemarken, 1786, Side 227, sees, at til „Ildhus,“ hvor man holdt til om Sommeren, havdes paa de fleste Steder en „Røgstue, uden Vinduer, med en aflang Mur paa Gulvet, hvorpaa Ilden haves, og et Hul paa Taget, hvorigjennem Røgen trækker op, og hvorfra Lysning nedfalder.“ Men at dette Slags Ildhuse før i Tiden havde været Bygdens Beboelses-Huse, det sees af de nærmest følgende Ord: „Skjønt Røgstuer til daglig Brug, hele Aaret om, ere for det Meste gaaet af Brug, gives her dog endnu 5 i Sognet.“ – I Sæter-Husene var det derhos ganske almindeligt, at Ildstedet var midt paa Gulvet, som en Are, anf. St. Side 190.
  2. I Sætersdalen sees jo ikke engang den her omtalte Skjaa i Gluggen paa Væggen – en Indretning, som dog ifølge Keysers oftnævnte Afhandling var kjendt allerede i Saga-Tiden.