saaledes nemlig, at kun Ildstedet er blevet forandret (fra Are til Spis), men at selve Stueformen er forbleven uforandret. Saaledes troede jeg ogsaa at finde, at Overgangen fra Arestue til Lysovnstue var foregaaet i Ørkedalen og Guldalen (§ 25); ja saaledes er jo Røgovnstuen i Nordmør i den allersidste Tid (jeg kan næsten sige: for mine Øine) bleven omdannet til Stue med Lysovn eller Kakkelovn (§ 30 og § 36).
Ved saadanne Sammenligninger og Betragtninger er jeg da kommen paa den Formodning, at den thelemarkske Arestue har svaret til Fig. 69.
Jeg tænker mig altsaa samme Forhold mellem den sætersdalske og thelemarkske Arestue (Fig. 68 og 69), som mellem de to Former for Røgovnstuen (Fig. 64 og 63), og til det, jeg paa sit Sted bemærkede om disse, kan jeg nu yttre den Formening, at alle de Stueformer, som i de forskjellige Bygder ere blevne herskende, og som overhovedet kunne henføres til Lands-Skikken (her sees altsaa bort fra Huse, som i ældre Tider nu og da byggedes efter blot og bart Indfald, samt fra Huse, som i nyere Tider ere byggede efter udenlandske Mønstere o. s. v.), kunne udledes af disse to Grundformer.
Det er, som man har seet, mest i de øverste Fjeldbygder i Christiansands Stift, at jeg har fundet disse Spor af Arestuer. Men naar jeg senere kommer til at tale om Nutidens Bygnings-Skikke i dette samme Strøg, saa mener jeg at skulle gjøre det sandsynligt, at der er Fællesskab i Bygnings-Skik mellem de ydre Bygder her og de tilsvarende indre, og allerede dette leder paa den Formodning, at i hin Fortid, da der ikke var andre Stuer end Røgstuer i disse Egne, saa var det Arestuen (ikke Røgovnstuen), der herskede som oppe mod Fjeldet saa og ude mod Havet – at sige i Strækningen øst for Ryfylke, som vi ovenfor fandt at høre til Røgovnstuens Strøg.
