over Ilden eller ud over Gulvet. En i Grunden mindre væsentlig Forskjel fra en almindelig Kjøkkenskorsten er endelig den, at siden Peisen har sin Plads inde i Stuen, saa maa den naturligvis udstyres saa smuk som mulig; i Gudbrandsdalen er det saa godt som vist paa enhver vel bebygget Gaard, at den er opsat af fint tilhuggen og paa en Maade poleret Klæbersten; hver af Murens to Sider bestaar, som man endogsaa vil kunne se paa Tegningen, af tre eller fire regelmæssigt dannede Stene, som staa paa Kant den ene over den anden. En saadan Peis med Klæberstenen og Jerntøiet blank pudset og med Pibens Murværk frisk hvidtet danner i Sandhed et Pragtstykke i Stuen, helst naturligvis naar dens Baal lyser for Husfolkets flittige Kreds og ligesom hilser det store Skab, som henne ved Modvæggen straaler ud af Halv-Mørket med sin lueforgyldte Karnis.
I Aaret 1769, da Løkkre-Stuen blev bygget, var der kanske ikke i hele Gudbrandsdalen nogen Bondestue med andet Ildsted end denne Peis. Og omtrent saa tør vi vel forestille os Tilstanden i hele Christiania Stifts Opland ved denne Tid. Men Tingene forandre sig uafladelig, der er ligesom Liv i dem, nye Skikkelser udvikle sig, og det, Gamle dør hen og forsvinder. Saaledes her: i de senere Tider har Kakkelovnen[1] i flere og flere Stuer stillet sig fredelig hen til den gamle Peis for at virke ved Siden af den og sammen med den: Ovnen varmer jevnere og sparer Ved. Aarstallene paa Kakkelovnene kunde sige os saa omtrentlig, hvad Tid det var, at dette Tillæg til den gamle Skik trængte op i Bygderne, paa Romerike, Hedemarken o. s. v.[2] Denne Forandring er interessant, ikke
