Drot i Himmel, Drot paa Jord!
Du os byder i dit Ord
Vise dem, som Kroner bære,
Al tilbørlig Agt og Ære
Til det fælles Folkegavn.
Tidlig i vort kjære Nor
Fostredes en Konge stor,
Samled Norge til et Rige,
Lod sit Folk i Velfærd stige,
Saa dog ej dets sande Vel.
Saa kom han med bedre Syn,
Klaret hist af Aandens Lyn;
Troens Ord, den Himmel-Tale,
Endte Norges tunge Dvale,
Folk og Drot til fælles Gavn.
Tider gik og Tider kom;
Mangen Konge kjæk og from
Vandrede i Norges Dale,
Hvorom Saga veed at tale,
Skjønt forlængst de sank i Muld.
Nylig sank vor Adelsten,
Oskar, Kongeperlen ren.
Folkets Vel og Herrens Ære
Vilde han opofret være,
Fik og derfor fuldt sin Løn.
Sønnen hans, vor Konge prud,
Bærer alt sin Faders Skrud,
Sidder alt paa Norges Trone,
Og idag hans Fædres Krone
Bliver paa hans Isse sat.
Giv da, Gud, at denne Dag
Maa for Norges Folkeslag
En iblandt de bedste være,
Os til Gavn og dig til Ære,
I vor Herres Jesu Navn.
