denhed skulde der drives paa Svømme-Øvelser, især naturligvis langs Havkanten, hvor der hver Dag kan blive den avorligste Brug for Kunsten.
Der er et andet Stykke, som jeg tænker mig skulde passe for hint Selskab. Nu og da ser man af Aviserne, at der af det Offentlige er tilstaaet enten Penge-Belønning eller Udmærkelses-Tegn for en eller anden udmærket Rednings-Daad. Nu kan det vistnok ikke belønnes med Penge, at En vover sit Liv for at redde Folk af Livsfare; men den Ting burde vides med Vished alt Landet over, at hvad Gods der tabes formedelst Rednings-Forsøg, det skal erstattes, og at om Nogen sætter sit Liv til under samme Forsøg, saa skulle de Efterladte, hvis Forsørger han monne have været, nyde sømmelig Pension. Og nu vilde det vistnok ikke være tilbørligt at uddele offentlige Udmærkelses-Tegn for derved at tilskynde Folk til at vove sit Liv i Tilfælde, hvor ganske andre, hellige Bevæggrunde skulle udrette det; men det er tilbørligt, at Landsmænd ikke vise Ligegyldighed her, men med Glæde lægge Mærke til hver reddende Daad og hilse den med Erkjendtlighed. Altsaa, ved Rednings-Tilfælde mener jeg der kan være Tale om at yde Erstatning for virkeligt Tab samt om at vise medborgerlig Erkjendtlighed for det opoffrende Mod. Men om der var et Selskab med fornøden Penge-Kraft og personlig Anseelse, saa vilde efter min Mening begge Dele passe sig bedre for det end for Stats-Styrelsen. Ialfald har jeg forstaaet Tingenes nuværende Gang saa, at det er temmelig tilfældigt, om en Rednings-Daad bliver Gjenstand for det Offentliges Opmærksomhed, saasom der Ingen er, der planmæssig søger at indhente Kundskab derom.
Jeg har ingen Mening om, hvad et Selskab mod Ulykkes-Tilfælde paa Søen monne kunne udrette ved at bevirke anlagt flere Stationer med Redningsbaade og andre Rednings-Apparater, ved at sende Model-Baade til de
