24000 Mand, ligesaa ved det nordre Fiske i 1855 over 6000 og i 1860 over 14000 Mand. Fra Lofoten ser jeg indberettet, at paa en og samme Dag, den 16de Marts 1860, var der samlet 24266 Fiskere samt 2342 Fartøis-Folk. Disse Fiskerier samle altsaa store Mængder af Søfolk; det er Folk, som ret ere opsatte paa at vove sig til det Yderste for at fravriste Havet det størst mulige Bytte; det er en Kamp og Strid, som foregaar paa den barskeste Tid af Vinteren, og den varer en 2–3 Maaneder. Tages disse Omstændigheder i Betragtning, maa det vel endog siges, at Havet er skaansomt under de store Fiskeriers Drift.
Men hvad i al Verden er det da, som foranlediger det store Antal af Ulykkes-Tilfælde, der ovenfor vakte vor Forfærdelse? Jeg frygter for, at det for en stor Del er Uforsigtighed, som mest driver sit Spil, naar Faren i Virkeligheden er mindst, om Sommeren, paa Smaa-Reiser.
Vi have seet den besynderlige Regelmæssighed, som kan herske ogsaa over Ulykkes-Tilfælde, saadan Regelmæssighed, at Antallet af Omkomne ved Fald, ved nedfaldende Gjenstande, ved Skud o. s. v. kan være næsten jevnstort fra Tid til anden. Jeg holder mig forvisset om, at vi skulde faa se samme Regelmæssighed om Opgaverne viste os, hvor mange der vare druknede under Udførelse af Nærings-Bedrift (Fiskeri og Skibsfart) eller under Smaa-Reiser, for Kirke-Gang, Familie-Besøg, By-Erinder; ja, jeg har nogen Formodning om, at der vilde vise sig en betænkelig Forskjel, om vi kjendte Antallet af Ulykkes-Tilfælde paa Reisen fra Hjemmet til Gjæstebudet eller Handels-Stedet og omvendt.
Jeg har som sagt tænkt mig, at et privat Selskab kunde stifte Gavn her og endog kunde overtage en Virksomhed, som hidtil det Offentlige har udført. Men de sidste Bemærkninger føre mig igjen til en Foranstaltning som jeg i
