hvert Fald skulde anse for ønskelig, og som alene det Offentlige kan udføre.
Det forekommer mig ønskeligt, at hvert Dødsfald formedelst Ulykkes-Tilfælde maatte blive gjort til Gjenstand for det Offentliges Opmærksomhed, saa der ved Politiet blev indhentet Forklaring om alle Omstændigheder, at det kunde sees, hvorvidt det var tilregneligt eller utilregneligt.
I England skal det være saa, at der optages et Slags Politi-Forhør i Anledning af hvert saadant Dødsfald, med Hensigt at komme efter, hvorvidt der er Nogen, som bør drages til Ansvar.
Arbeidet for Politiets Embeds- og Bestillingsmænd turde ikke blive saa vidtløftigt, som det ved første Øiekast kunde se ud til. Thi vel omkomme mellem 900 og 1000 Mennesker aarlig ved Ulykkes-Tilfælde; men selv Tilfældenes Antal er ikke saa stort, da der ofte er flere Personer sammen.
Var den Ting i Gang, at Lensmanden f. Ex. indfandt sig ved første Rygte om et Ulykkes-Tilfælde for at forhøre hos Naboer og andre Nærværende om alle Omstændigheder, saa skulde det vel bidrage til at skjærpe Tanken om, hvad man skylder sig selv og Andre, hver Gang man gaar i Baad og heiser Seil. Det burde f. Ex. blive til en Regel, som skulde staa uafladelig for Alles Bevidsthed, at drukne Folk ikke skulde færdes paa Vandet.
Og havde Tingen været i Gang i en Række af Aar (f. Ex. fra det Aar af, da jeg først offentlig fremsatte den samme Tanke, i 1855 nemlig,[1]) saa skulde vi nu havt en fyldigere Kundskab om Aarsagerne til de mange Tilfælde af Drukning, en Kundskab, som muligvis skulde opmuntret til praktiske Foranstaltninger til Ulykkens Forebyggelse, navnlig ved Oprettelse af et særskilt Selskab med dette Formaal.
- ↑ I Afhandl. „Om Dødeligheden i Norge,“ Side 172.
