Lands-Skik, eller man kan nytte Komfyrens Koge-Indretning og Varme-Ovn som i Hovedstadens nyeste Kjøkkener. Der er allerede flere Gaarde, som have tilegnet sig denne Opfindelse, der synes at love baade noget af Peisens og Kakkelovnens Hygge og Nytte. Holder dette Stik, saa kan Peisen vente at blive staaende i Stuerne ligesom den engelske Kamin med dens berømte fire-side;[1] men forbliver Peisen i Stuen, saa vil den fremdeles bevare dette Sammenhold i Huslivet, at Husbonds- og Arbeidsfolket fryder sig ved den fælles Ild, mættes ved det fælles Bord. – Tiden vil vise det.
Bygnings-Skikkens Forandringer i Tidens Løb eller Husenes Historie skulde blive godt oplyst, om vi kjendte nøie Ordenes Historie. Saaledes det Ord „Peis.“ Den, som har syslet lidt med Studiet af vort norske Sprog, har det snart som paa en Følelse, at dette Ord nok ikke er rigtig norsk. Saa gik det ialfald mig, og derfor morede det mig at faa det Svar af en Sprogmand, som jeg spurgte, at kanske intet Ord, som begynder med Bogstaven P, er ægte norsk[2].
- ↑ Jeg veed ikke at oversætte dette Ord (bogstavelig: Ild-Side); det minder mig paa engang om alle de Eventyr, jeg i min Bardom hørte i Kakkelovns-Krogen, og om den Venlighed, som saa ofte har glædet mig i Bonde-Stuer her paa Østlandet, naar man gjorde Plads for mig og bød mig sidde frem ved Ilden (foran Peisen). Ellers har jeg forestillet mig, at Englænderens Forkjærlighed for hans fire-side, dette lysende Midtpunkt for hans Familie-Livs Hygge („den huslige Arne“), er som en Fortsættelse fra en ældre Tids Nøisomhed, da Dagligstuen tillige var Kjøkken, og Ildstedet, hvor der kogtes, tillige skulde give Lysning med sit Baal – altsaa som nu i Gudbrandsdalen og Østerdalen.
- ↑ Lad mig benytte Leiligheden til at sige, at Størstedelen af de sproghistoriske Oplysninger som jeg her og senere kommer til at meddele, har jeg i disse Dage selv faaet meddelt af
