Side:Folkevennen 1861.djvu/371

Denne siden er ikke korrekturlest
367

at I ikke kunne det, saavist som I ikke bør det! Hvo er lunken i sin egen Sag? Hvis Sag, hvis Tarv tales her? Det er for Eder, den er vigtig – føler med mig og indser da dens Vigtighed!

Iblandt Eders Lige over den hele Jord, iblandt Millionerne, Folkenes Mængde og Kraft, staa I ikke tilbage i Oplysning, kjære Landsmænd. Mærkeligen fremhæve I Eder dog ikke; ogsaa paa Eder maa Betragterens sorgfulde Øie hvile, naar han skuer over alle Jordens Almuemasser og finder, at 1800 Aar efter den største Folkelærer Jesu Christi Frelserværk er Menneskeheden i det Hele saa lidet udviklet i aandelig Henseende, at en almindelig Mand af Almuen, ihvorsomhelst, kun har lidet forud før en almindelig Jøde paa Christi Tid. Endnu findes Millioner Mennesker i christelige Stater, der ere ligesaa tanketomme og uvidende som de Jøder, der gabende stimlede om Jesus, naar han talte, men lode hans Lærdomme gaa ud af det ene Øre, som de kom ind i det andet, – Mennesker, der ligesom Jøderne for 2000 Aar siden ere overbeviste om alskens Spøgelsers og Djævles Væren og Virken overalt og især paa visse Steder, – endnu Mennesker, der indskrænke deres hele Viden alene til, hvorledes en Ploug styres, en Sko syes o. s. v., og muligens, hvis de ikke have glemt det, siden de gik og læste, til de enkelte Troeslærdomme; ja, gaar det høit, saa have de vel i tyve, tredive Aar til denne Kundskabs-Skat lagt et Par Psalmer og Bønner. Skuer med Medynk disse Mange, som, skjønt voxne Mænd og Kvinder, yde det elendige Syn, at de, naar de se noget Nyt, tro, at deres Syn forblindes, – som, naar de skulle regne sammen 5 og 6, tælle paa Knapperne og komme i Vilderede, naar der mangler en, – som naar de læse, flytte Fingeren i Bogen saa besværligen, som lettede de Stene bort for hvert Bogstav – som, naar de miste Noget, gaa til en gammel Kjerring (der, hvor enfoldig hun end er, dog viser sig klogere end disse, idet hun benytter deres Lettroenhed) for at faa Hjælp af hendes indbildte Visdom eller Hexekunster, – som, naar de eller deres blive syge, skrækkes for at hjælpe Naturen ved den Kyndiges (Lægens) Hjælp, men med en afsindig Tro paa en urokkelig Skjæbne sige enten bliver det Døden eller ikke alligevel, Medicinen hjælper ikke – ja fremdeles (o, er der ikke Ende paa Uvidenhedens sørgelige Maleri?) Mennesker, som tusinde Gange have seet Himmelens straalende Stjerner uden at tænke over: hvad monne de vel ere? uden nogensinde at have faaet det opløftende Svar: „de ere Guds