Verdener, større, skjønnere end vor hele Jord, de ere Sole, vandrende over dit Hoved.“ Det høieste Svar, de have givet sig selv eller faaet, er maaske det, at de ere Prydelser paa Himlen for vor Jord, som Stue-Uhr og Skilderier paa en Væg; og tilfredsstillende sig med dette Svar, krybe de i Kakkelovnskrogen for at bortslumre deres halve Liv, eller i deres Tanketomhed søge de at vække en falsk Rørelse i deres Sjæle ved Terninger eller smudsede Kaart, eller og de pleie deres Sløvhed ved Halvpæglen.“
Biskop Hansen ivrede for Oplysning for Religionens Skyld, hvis hellige Dunkelhed skulde adspredes, Selskabet for Norges Vel betragtede snart sagt Landbrugs-Skrifter som den fornemste Læsning for Almuen, Wergeland sværmede for Lyset for deltes egen Skjønheds Skyld. Men der er, synes mig, en fælles Feil i al denne Iver: der næres saa overmaade ringe Tanker om den Lærdom og Skjønsomhed, som Almuerne allerede forud besad, Aarhundreders Arv, som den ene Slægt hævede efter den anden, – den Lærdom og Skjønsomhed, som bestaar i at vide, „hvorledes en Ploug styres, en Sko syes o. s. v.,“ samt i „de enkelte Troes-Lærdømme“ og dertil „et Par Psalmer og Bønner“ – en virkelig „Kundskabs-Skat,“ til Brug for baade Livet og Døden.
Jeg siger er det en Arbeids-Bonde, saa maa han heller kunne pløie godt end læse godt. Jeg siger: den Sjel er vel faren, som enfoldig holder paa sine Troes-Artikler og derhos kan et Par Psalmer og Bønner, om saa hans Skolegang og boglige Lærdom har maattet indskrænke sig hertil.
Men jo ringere man anser den Opdragelse og Kundskab, som Livets Skole giver, desto mere vil en varmhjertet Menneskeven ivre for Forfatternes og Bogtrykkernes kunstige Undervisning og netop Overdrivelsen vil paa den ene Side tage sig glimrende ud og vække Ligesindedes Begeistring men paa den anden Side støde dem for Hovedet, som Sagen egentlig angaar, og derfor ikke naa Maalet.
Dog – dette Sidste, hvorvidt hine Menneskevenners i sig selv prisværdige Bestræbelser for Almuens Oplysning
