Tale, viste jeg Forsamlingen nogle norske Bøger, Aftenbladet, Skillings-Magazinet, og for alt Folkevennen, med vort Institut afbildet, og da vilde Glæden ingen Ende tage. Alle klappede i Hænderne. Tilsidst fortalte jeg, hvor mange Søfolk Norge har,“ o. s. v.
Nogle Dage senere aflagde Hr. Thiemann en udførligere Beretning for Selskabets Direktører. Paa engelsk Maade sad man omkring et Bord og drak The. Direktørerne underholdt sig længe med ham om Norge og hørte med stor Interesse paa hans Fortællinger om Alt, om hvorledes han havde stiftet saa mange Bekjendtskaber og været istand til at vække saa megen Deltagelse for sit Anliggende o. s. v. „Nu, Hr. Thiemann, spurgte Formanden Hr. Keedy ham tilsidst, hvad ønsker De, at Selskabet skulde gjøre for de udenlandske Søfolk og maaske især for de norske?“ Hr. Thiemann fremsatte sine Forslag og traadte af. Dagen efter fik han et Brev, hvori Direktørerne som Tegn paa deres Tilfredshed med hans Arbeide underrettede ham om, at de havde forhøiet hans Aars-Løn med 10 £, at regne fra 1ste Januar d. A., og at de tilbød sig at betale hans personlige Udlæg af 34 Spd. til Skolen i Oslo, hvilket sidste Tilbud han dog ikke vilde modtage.
Paa Direktørernes Vegne har Selskabets værdige Sekretær, Hr. Fieldwick, tilskrevet baade mig personlig og Folkeoplysnings-Selskabets Bestyrelse. Det Indtryk, som Thiemanns Beretning gjorde paa Direktørerne, beskriver han saaledes „Jeg forsikkrer Dem, at medens denne værdifulde Bistand (Gaver af Bøger o. s. v.) er bleven modtaget med største Taknemmelighed, saa har den vakt en ikke liden Overraskelse; thi medens Direktørerne sendte Hr. Thiemann ud uden Tanke om Andet, end at han skulde lære Sproget for saaledes at blive bedre skikket til at arbeide mellem Sømænd fra Deres Land, har De sendt ham tilbage belæsset med Beviser paa Deres levende Sympathi
