Ordet skriver sig fra de romanske (fra Rom nedstammende)
Sprog og hed i Middelalderens Latin pisalis
og i Gammel-Fransk poisle (Ny-Fransk poêl); Betydningen
var dels Ovn-Værelse, dels ogsaa Ovnen eller Ildstedet
selv. Frø de romanske Sprog gik Ordet over til
Tydsken, hvor det kjendes baade fra ældre Tider (phiesel)
og endnu bruges i Plattydsk og Hollandsk (pisel, pese,
pees), vel kun i Betydning af Værelse med Ildsted,
Ovnstue, Kjøkken o. s. v. I Danmark ligesaa. Til os
er Ordet vel kommet i den forkortede Form (med bortkastet
l i Enden) samt med Betydningen Ildsted. Naar
det i Sverige og i nogle norske Egne, som Smaalenene,
hedder Speis og Spis, saa er Bogstaven S tilkommet,
uvist hvorledes.
Vi maa slutte, at Sagens Gang har været saa, at i Frankrig har man fra gammel Tid forstaaet at indrette Ildsted med egen Røgpibe, og derfra har Indretningen og dens fremmede Navn fundet Vei til Tydskland, Danmark, Sverige og Norge. Man boede før her i Norden i Røgstuer, med Ildsted uden Røg-Pibe, men saa lærte man den nye Indretning, som man fandt bedre og derfor indførte. Ja, endnu i en temmelig nærliggende Tid have enkelte vestlandske Bygdelag (saasom indre Sogn) taget Skikken med Peis i Stuen fra Østlandet, ligesom Østlandet rimeligvis i sin Tid fra Sverige eller Danmark.
Men naar det saaledes er sandsynligt, at denne udenlandske Hus-Skik med Peis i Stuen tidligst blev indført her paa Østlandet, hvad Tid skeede saa dette? Det veed Ingen. Kjendte vi Ordets Historie ret nøie, eller vidste vi,
Professor Keyser, Lektor Unger, Sprogforskerne Ivar Aasen og Sophus Bugge, som allesammen have mødt mine Spørgsmaal med den største Velvillie.
