Tegningen Fig. 7 fremstiller i Perspektiv Husets bagre
Lang-Side samt den Tver-Ende, hvor Ramloftet er.
Tydeligere end paa de foregaaende Tegninger se vi her den Sval, som ved denne Ende af Huset hæver sig i to Stok-Værk, Under- og Loft-Svalen. Denne sidste har en Glugg eller Lys-Aabning paa Panelvæggen, og lige indenfor den Glugg er Døren til Loftets Sengeværelse. Gjæsten, som skal sove derinde, kan næsten ikke andet, end at han jo maa standse lidt her, læne sig med Armene paa Gluggens Kant, bøie sig ud over og lade sig opløfte ved Synet af Dalen, som den drømmer der i Sommernatten, tryg under hine Snefjeldes Vagt.
Og saa gjorde vist St. Olaf, da han var paa Lom.
Hans Besøg her berettes nok bedst i den korte Olafs-Saga, som er skreven her i Norge mellem Aarene 1150 og 1200, og i Aaret 1849 er bleven trykt i Christiania: „Det er sagt, at Kongen var øm Natten paa Gaarden Bø paa Lesje, og der beskikkede han Præster for Bygden. Siden foer han over Lorodal og kom til Stavabrækken og sad en Stund der. Men der ligger en Gaard under Brækken (Aas-Brinken), som heder Bø, en Aa render efter Dalen, som heder Otta, og den fagre Bygd, som ligger paa begge Sider, heder Lom. Kongen kunde se endelangs efter Bygden, og sagde: „Skade er det, om man skal være nødt at brænde saa fager Bygd.“ Siden stævnede han ned i Dalen med sit Mandskab og var om Natten paa Gaarden Næs og tog sig Herberge i et Loft, hvor han selv sov. Og det Loft stod længe efter, uden at blive forandret. Det siges, at Kongen var der fem Nætter og skar op Thingbud og stævnede til sig Folk baade fra Lom og Vaage og Hedalen og lod det Ord følge med Budsendingen, at de havde enten at prøve Vaabenlykken med ham eller at se sine Gaarde brændte eller at omvende sig til Christendommen og lade af med alt Hedenskab og give ham
