delse, som de samme Hus-Skikke monne have øvet paa Folkets legemlige og aandelige Tilstand, en Indflydelse vistnok gjennem Aarhundreder, saa Eftervirkningerne maaske kunne være at spore i Nutiden, en Stund efter at baade den ene og den anden af de oldtidsmæssige Indretninger monne være afskaffede.
Jeg skal fremstille Summen af mine Betragtninger, og jeg begynder med at forklare, hvoraf jeg mener det kom, at Røgovnens Hus-Skik blev herskende i Vest for hin Linie, Arens derimod i Øst.
Aren var et Brænde-Slug over al Maade (thi Baalet maatte brænde uafladelig for at holde det varmt om Vinteren, og Ljoren og Døren maatte lige saa uafladelig staa aaben for Røgens Skyld, og derfor maatte der brændes stærkt); Røgovnen derimod var en Brænde-Sparer og det endog i høi Grad.[1] Men netop i det Strøg, hvor vi have fundet Røgovnen, gjaldt det om at spare paa Ved; thi det var et Kyst- og Fjord-Distrikt uden Overflødighed af Skov,[2] og det var derhos et Fiskeri-Distrikt, hvor Folket næst Jordbrug om Sommeren var saa optaget med Søbrug om Vinteren (de store Fiskerier foregaa da), at der blev liden Tid tilovers til at kjøre Ved.
Med denne sin Brænde-sparende Egenskab kunde Røgøvnen jo vistnok passe godt for Indlandet ogsaa; thi lad være, at her var Overflødighed af Skov, og lad være, at Folket her havde god Tid til at kjøre Ved om Vinteren,
- ↑ Herom kan jeg henvise til en Afhandling af Lektor Sexe om, hvordan Ildsteder bør være indrettede, i Polyteknisk Tidsskrift, 1855, Side 257.
- ↑ Vistnok har Vestlandet ogsaa været bedækket med Skov i Fortiden; men medens der i Indlandet var Skov baade paa Fjeld-Siderne og i Dalbunden, saa voxede den paa Vestlandet kun paa Strækninger, som kunde svare til hine Fjeld-Sider, saasom de Strækninger, der skulde svare til Indlandets Dalbunde, her ere Fjorde.
