saa vilde dog Bedre altid være bedre. Hvoraf kom det da, at ikke Røgovnen blev indført overalt? Det kom af en anden Omstændighed ved baade Aren og Røgovnen: med sit brændeslugende Baal tjente Aren ikke alene til at varme, men ogsaa til at lyse hele Vinterkvelden igjennem, hvorimod Røgovnen var mørk og krævede som et nødvendigt Tilbehør en Kole (Lampe) med Lyse (Tran af Fiske-Lever). Denne Lyse var der god Raad paa i hint Fiskeri-Distrikt, og derfor passede Røgovnen her, medens man i de andre Egne, hvor man havde let for at forsyne sig med klart brændende Tyri-Ved, fandt sig bedre tjent med Are.
Vore Fiskeri-Distrikter begynde i Syd ved Stavanger-Fjorden og strække sig mod Nord alt til Finmarken. Paa Grund af hine Omstændigheder er det altsaa rimeligt, at Røgovnens Strøg, som før forklaret, ikke gik længer i Syd, og det er troligt, at det, som før antydet (Side 315), strakte sig saa langt i Nord.
Dersom ene og alene Naturforholdene skulde afgjort Tingen, saa kunde det vel i en og anden Bygd af Røgovnstuens Strøg have været endog mere hensigtsmæssigt at have Are end Røgovn, navnlig i de Smaadale, som fra Fjordbundene skjære op i Landet, og som saa temmelig ligne Indlandets Fjeldbygder. Men saa kommer Skikken til, som gjør, at Folket i en Grænd eller liden Bygd helst vil indrette sig paa samme Vis som andre Folk i samme Bygde-Lag; saaledes har det kunnet gaa til, at Schøning fandt Røgovnstuen Gaard for Gaard op igjennem Romsdalen alt til Gudbrandsdalens Grændse, medens der rimeligvis ikke var eller havde været Spor af den paa Gudbrandsdalens Side, – skjønt Naturen ikke har sat nogen skarp Grændse mellem disse to Bygdelag.
Men om end det, vi kalde Skik, saaledes har hjulpet til at afrunde Grændsen for Røgovnstuens Strøg, saa er
